Økonomi og vækst

Tid til økonomisk ansvarlighed

Det klinger hult med ”ansvarlighed” fra en regering, som i den grad har hævet skatterne og gjort mange fattigere, mener Venstres finansordfører Troels Lund Poulsen.
 

Af Troels Lund Poulsen

31. august 2022 kl. 14:03

Den socialdemokratiske regering har i dag fremlagt et finanslovsforslag, der slet ikke adresserer Danmarks udfordringer. 

Det eneste stramme og ansvarlige i finanslovforslaget er ret beset overskriften, for regeringen gør ikke nok for at dæmpe inflationen.

Der er heller intet, der bringer os tættere på at nå målet om at reducere CO2-udledningerne i 2025. Og det er svært at få øje på den nødvendige finansiering til eksempelvis en psykiatriplan, sundhedssektoren eller til at forbedre andre dele af vores velfærdssamfund.  

Danskerne har mærket det længe. Vi er på vej ind i et økonomisk stormvejr på et tidspunkt, hvor regeringen i tre år har soldet hver en krone op. Nu viser regeringens nye tal tydeligt, at dansk økonomi er meget udfordret.

På bare få måneder er Finansministeriets udsigter nemlig blevet endnu mere dystre: Inflationen er tårnhøj, forbrugertilliden er helt i bund, renterne stiger, boligmarkedet står overfor et fald, og der kommer tilmed flere arbejdsløse. 

Der er ikke uden grund, at danskerne er så bekymrede. 

Og regeringens finanslov giver intet bud på, hvad de vil gøre for at løse de økonomiske udfordringer, som Danmark står med på kort og lang sigt.

Hvad vil Venstre da gøre anderledes?

Vi vil først og fremmest sørge for, at det bedre kan betale sig at arbejde, så danskerne får flere penge mellem hænderne. Regeringen har i stedet valgt at sende flere penge til især arbejdsløse indvandrere og dagpengemodtagere, hvilket har den stik modsatte effekt. Det er den forkerte prioritering på et tidspunkt med høj inflation.

Samtidig har regeringen hævet skatter og afgifter mere end 40 gange for over 10 mia. kr. Og de har gjort de fleste indkomstgrupper fattigere. Dermed har man politisk gjort det endnu dyrere at være dansker i en tid med tårnhøj inflation. Venstres svar er krystalklart: Vi står på et skattestop, så der politisk er ro og tryghed om danskernes økonomi.

Vi er enige i behovet for at gøre noget målrettet for de danskere, der lige nu lider mærkbart under de meget store prisstigninger. For den høje inflation presser alle danskeres økonomi. Det bekymrer Venstre, og derfor er vi også klar til konstruktivt at forhandle med regeringen.

Men det er afgørende, at det sker ansvarligt og målrettet. Det skal ikke være en ny varmecheck-skandale, hvor man rammer tilfældigt, og hvor man ikke nødvendigvis når de grupper, som har behovet. 

I en tid, hvor mange danskere skal vende hver en krone, er det ikke i orden med så lemfældig omgang med skatteborgernes penge. 

Det skal gøres langt klogere og dermed heller ikke på en måde, så det bare bliver ny benzin på bålet.

For det klinger unægtelig hult med ”ansvarlighed” fra en regering, som i den grad har hævet skatterne og gjort mange fattigere.

Der er brug for en ny start med økonomisk ansvarlighed i højsædet. Venstre vil gøre sit til, at dagens uambitiøse udspil bliver til en borgerlig finanslov, hvor pengene hænger sammen, og tiltagene reelt gør en forskel for danskerne.

Troels Lund Poulsen

Formand for Venstre, vicestatsminister og forsvarsminister

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste