Klima og miljø

Ny aftale betyder, at kommuner og regioner nu kan medfinansiere ladestandere

Af Marie Bjerre, Venstres klimaordfører

Af Marie Bjerre

10. november 2021 kl. 12:51

Mange danskere vil gerne skifte benzin- eller dieselbilen ud med en grøn bil, men hvis der ikke er tilgængelig ladestandere, risikerer vi at sætte udviklingen i stå.

I takt med at flere og flere danskere udskifter deres fossil-drevne biler med el- og hybridbiler, bliver behovet for offentligt tilgængelige ladestandere større. Desværre kan manglen på ladestandere i dag være årsag til, at danskere tøver med at købe en elbil. Bilejerne frygter simpelthen, at de løber tør for strøm.

For at sætte skub på udrulningen af ladestandere indgik Venstre sidste uge en ny aftale om ladestandermarkedet, som bl.a. betyder, at kommunerne og regionerne får mulighed for at yde medfinansiering i udbud af ladeinfrastruktur, hvis markedet ikke kan klare opgaven.

Det er en aftale med stærke Venstre-aftryk. Særligt kæmpede Venstre for at åbne markedet op, så der bliver mere gennemsigtighed og konkurrence på markedet. Helt konkret skal de store ladestandere fremover have kortlæser og tydeligt skilte med prisen. Det betyder mindre bøvl og lavere priser for forbrugerne på sigt.

Derudover var det vigtigt for Venstre at sikre, at ladestandere bliver udrullet til hele landet – også i landdistriktsområder, hvor private aktører ikke nødvendigvis ser en god forretning for det.

Mange danskere vil gerne skifte benzin- eller dieselbilen ud med en grøn bil, men hvis der ikke er tilgængelig ladestandere, risikerer vi at sætte udviklingen i stå. Derfor er Venstre stolte af vores aftryk på aftalen, og vi glæder os over, at endnu flere danskerne med ro i maven kan investere i en elbil uden at skulle frygte at løbe tør for strøm på farten, samtidig med at det bliver både lettere og på sigt billigere at tanke elektricitet på offentlige ladestandere.

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste