Minkskandalen

Minkkommissionens første dag: Grundlovsbrud klæber til regeringen

Venstres minkordfører Thomas Danielsen følger arbejdet i minkkommissionen tæt. 

7. oktober 2021 kl. 13:47

Torsdag er der endelig taget hul på afhøringerne i kommissionen, der skal afdække, hvordan alle landets minkavlere fik smadret deres levebrød.

Både embedsmænd og politikere skal afhøres i løbet af de næste måneder, hvor afhøringsrækken slutter med statsminister Mette Frederiksen.

Granskningskommissionen skal undersøge, hvordan regeringen kunne nedslagte minkerhvervet uden lovhjemmel, og hvem der var klar over, at der manglede et lovgrundlag.

Venstres minkordfører Thomas Danielsen følger sagen tæt:

”Det er afgørende, at vi kommer til bunds i den her sag, så de ansvarlige kan stå til ansvar danmarkshistoriens største overgreb på civilsamfundet siden anden verdenskrig”, siger han og fortsætter:

”Stort set alle oplysninger om minksagen er blevet tilbageholdt af regeringen, så jeg ser meget frem til, at både Folketinget og civilsamfundet får indblik i, hvordan regeringen har båret sig ad med, at tilsidesætte vores mest grundlæggende lovgivning i Danmark”.

Torsdag morgen var afdelingschef i Fødevareministeriet Tejs Binderup i vidneskranken.

Her blev han forholdt dokumenter, der viste, at både Fødevarestyrelsen og ministeriet siden september var fuldt klar over, at der ikke var lovhjemmel til at aflive alle landets mink.

Hvornår han selv fik det at vide, og hvorfor han angiveligt ikke orienterede sin minister Mogens Jensen, kunne han ikke huske.

”Jeg har svært ved at forstå, at det aldrig når frem til regeringen, at der ikke er hjemmel til at nedslagte minkerhvervet. Det virker meget mærkeligt", siger Thomas Danielsen.

Derudover er det kommet frem, at embedsmændene anså det som en de facto nedlæggelse af erhvervet, at man aflivede alle mink.

 Mette Frederiksen har igen og igen understreget, at man ikke har nedlagt minkerhvervet.

 Afhøringerne fortsætter torsdag og fredag, hvor blandt andre Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut og Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen skal vidne.

 

NYHEDSBREV FRA VENSTRE

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste