Venstre

I dag stemmer vi - og der står meget på spil

I dag – den 5. juni - er det på alle måder demokratiets festdag. Vi fejrer grundloven. Og vi skal til folketingsvalg. 

Allerede fra morgenstunden er Dannebrog blev hejst, og vi kipper med flaget for demokratiet og alle de frihedsrettigheder, vores samfund bygger på, og som har skabt fremgang, velstand og ligestilling. Det skal vi værne om – ikke mindst i usikre tider, hvor vi oplever spændinger ude i verden og opbrud i vores eget politiske spektrum.

Alle valg er vigtige. Men folketingsvalget anno 2019 kan være afgørende for Danmarks fremtid. Det gælder økonomisk, sikkerhedspolitisk og geopolitisk. Sjældent har så meget været på spil.

Derfor føler jeg mig også kaldet til at hejse det gule advarselsflag.

For hvorfor sætte det hele over styr, når det går godt? I 14 ud af de seneste 18 år har Venstre ledet regeringen. Og i den fire år lange parentes tog vi ansvar og trak Danmark i den rigtige retning. 

Så efter 18 års ansvarlig økonomisk politik er beskæftigelsen rekordhøj. Indvandringen er rekordlav. Skatterne er i ro. Og finanserne er igen i balance.

Over for det står alternativet: En rendyrket socialistisk regering, som vil indføre højere skatter, føre en lempeligere udlændingepolitik og skabe økonomisk usikkerhed for både helt almindelige borgere og ikke mindst det erhvervsliv, som skal sikre vores velfærd.

Men hvorfor skal det være dyrere at være dansker? Hvorfor skal det være mere risikofyldt at være husejer? Hvorfor skal man beskattes ekstra, fordi man vil være iværksætter? Eller straffes, fordi man gerne ser familievirksomheden gå videre til næste generation?

God velfærd kræver en solid økonomi. Sætter vi økonomien over styr, risikerer vi at ende i en situation, hvor der ikke er penge til at tage sig af dem, som har allermest brug for det. De syge og de svage. Og løsningen er ikke et skattehop, hvor vi lammer de dele af samfundet, som har behov for at spire og gro.

I dag er valget dit. Og dine venners. Og din families. Og dine kollegers. Kender du en tvivler – så tag en snak om alt det, der i virkeligheden betyder noget.

Du ved, hvad Venstre vil. Og bag vores ord ligger 18 års troværdighed og hårdt arbejde. Og derfor er vi bedst til at lede Danmark.

Rigtig god valgdag!