Taler

Grundlovsdag 2018 - tale af Venstres næstformand, finansminister Kristian Jensen

Venstres næstformand, finansminister Kristian Jensen

Venstres næstformand, finansminister Kristian Jensens tale til Grundlovsdag 2018.

Det talte ord gælder.

Danmark er verdens lykkeligste land - det ved vi. Og dog. Sidste år blev vi officielt vippet af pinden - af Norge. Det er selvfølgelig en stor skændsel. Hvad har nordmændene, som vi ikke har?
Bortset fra bjerge? (og bjerge af penge) Vi danskere har faktisk meget at være glade for: Ikke bare det dejlige sommervejr. Vi har masser af rekorder. En beskæftigelsesrekord: Aldrig har der været så mange danskere i beskæftigelse som nu. Godt 2,7 millioner mennesker har et lønmodtagerjob. Det er det højeste antal lønmodtagere nogensinde. Vi har en rekord i jobskabelse: Siden 2015 er der skabt 130.000 flere private job. En rekord i socialpolitik: Vi har reduceret antallet af personer på offentlig forsørgelse. Der er kommet 52.900 færre på offentlig forsørgelse siden valget. Ledigheden er helt nede på 4,1 procent. En rekord i udlændingepolitik: Vi har det laveste antal asylansøgere i 10 år. Danmark er ikke længere en flygtningemagnet i Europa.

Og så er der de steder, hvor vi ganske vist ikke har rekorder - men så i hvert fald solide fremskridt:
Vi har forbedret kræftbehandlingen. Stadig flere overlever en kræftsygdom, fem år efter at den er konstateret. Vi har flere læger og sygeplejersker nu. Faktisk er der siden 2001 kommet en læge mere hver dag (minus søndag). Dertil kommer en sygeplejerske mere hver eneste dag. Jovist har vi meget at glæde os over.

Vi danskere kan lide at være på toppen af lykkebarometeret. Og vi vil gerne tilbage igen. Den danske selvforståelse er der ikke noget i vejen med. Den er i hvert fald mindst lige så stor som den norske.
Men nogle gange bliver vi grebet af tvivl og rådvildhed. Er vi så lykkelige? Er vi så trygge? Har vi noget at rose os af? Kan I huske for to et halvt år siden, da flygtninge bevægede sig op gennem Danmark langs motorvejene? Hvordan kunne det lade sig gøre? Vi følte et tab af kontrol. Hvem var de mennesker? Hvad ville de hér? Hvad skulle der ske med vores samfund? Ja, vi mistede kontrollen. Og hvad der er lige så slemt: Vi følte derefter et tab af tillid. Hvor var myndighederne? Hvorfor havde de intet gjort? Hvorfor havde politikerne intet sagt? Og hvad med medierne? Hvorfor havde de ikke advaret?

Når man måler forskellige branchers troværdighed, kommer politikere og journalister ofte allernederst på ranglisten. Og det er da sandt nok, at vi har noget til fælles: Først ignorerer folk, hvad vi siger og skriver. Og bagefter får vi så at vide, at folk ikke har tillid til os. Der var faktisk masser af advarsler fra politikere, da flygtningene begyndte at strømme op gennem Europa. Jeg husker i hvert fald, hvordan jeg selv reagerede, da medierne begyndte at fortælle om den kaotiske situation i Middelhavet: ”You ain’t seen nothing yet”. Siden flygtningekrisen i 2015 er der heldigvis sket meget.
Strømmen af flygtninge er kommet under kontrol. Men tillidsgabet består.

Det tillidsgab føler man også i andre dele af den vestlige verden. Og det er årsagen til de såkaldt ”populistiske bevægelser”. Og det er årsagen til Brexit og til Trump. Hvis ikke man kan stole på autoriteterne, må man jo sætte sin lid til nogle, der kritiserer autoriteterne. Det giver friere spil til såkaldte ”alternative fakta”. I den nuværende situation bliver det et argument i sig selv 
- at man er uenig med autoriteterne - at man har mistillid til autoriteterne.

Se, jeg er selv ganske anti-autoritært anlagt.  Og det er lidt farligt at sige for en finansminister. Jeg skal jo normalt sørge for at binde kompromisser sammen og være en slags økonomisk indpisker. Men jeg er faktisk anti-autoritær i den fredelige betydning af ordet. Mit anti-autoritære sindelag er rettet mod mennesker, der vil bestemme over mig. Mennesker, der vil presse deres holdninger ned over hovedet på mig. Fortælle mig, hvordan jeg skal
- spise
- leve
- opføre mig, så længe jeg ikke skader andre.

Men i forhold til facts - og til videnskab - er jeg til gengæld meget autoritetstro. Jeg lever efter følgende ordsprog: ”Alle har ret til deres egne holdninger. Men ingen har ret til deres egne fakta”. Vi har brug for at rehabilitere fakta som noget, vi kan være fælles om. Politikere. Journalister. Borgere. Det er en fælles opgave. Men fakta er ikke noget, der kan stå alene. Vi har også brug for følelser, vi kan være fælles om. Noget, der får vore hjerter til at slå i takt. Mennesket lever ikke af brød alene. Og et samfund hænger ikke sammen ved fakta alene.

I den seneste måned har der været en del debat om Finansministeriets regnemodeller. En lederskribent på Politiken påstod ligefrem, at Stauning aldrig ville have givet os noget velfærdssamfund, hvis Finansministeriet havde bestemt tingene dengang for 90 år siden. Det siger først og fremmest noget om, hvor historieløs den pågældende lederskribent egentlig var. For det første var det nemlig lige præcis Staunings finansminister, CV Bramsnæs, som sikrede Finansministeriets rolle som det store, stærke koordinerende ministerium. Og det har været en god ting at have styr på tingene i dansk økonomi. For det andet er det danskerne, der har skabt velfærden i kraft af deres arbejde. Ikke politikerne. Politikerne kan sidde og fordele pengene. Men de skaber dem altså ikke. Og intet forhindrer politikerne i at prioritere pengene på den ene eller den anden måde. Uanset hvad økonomerne siger. Økonomerne går op i arbejdsudbud og vækst og produktivitet. Men mange af de ting, som vi gennemfører politisk, handler jo om noget helt andet. Eller som der stod i denne søndags tekst fra Prædikerens Bog:  ”Den, der elsker penge, bliver ikke mæt af penge.Den, der elsker rigdom, får intet udbytte af den”.

Vi har brug for mere og andet end velstand. Fællesskab – bæredygtighed – frihed.

Fakta kan sige os noget om, at en bestemt samfundsmodel har været gavnlig for os. Men fakta siger ikke noget om, hvad vi bør gøre i fremtiden. Fakta siger ikke noget om, hvilke mål vi bør have for vores børn og børnebørn. Jeg vil ikke bestemme deres fremtid. Men jeg vil i hvert fald sikre mig, at de har flere muligheder, end jeg havde: Flere muligheder for at lære noget. Flere muligheder for at opleve noget. Flere muligheder for at udleve deres drømme. Jeg vil også sikre mig, at de mindst har samme muligheder. Samme mulighed for at leve i et trygt samfund. Samme mulighed for at leve i fred. Samme mulighed for at have et hjem i Danmark. Et fælles hjem.

Skel gør os utrygge.Hvis der er for store skel i et land, så forstår vi ikke hinanden. Så respekterer vi ikke hinanden. Og så mister vi tillid til hinanden. Og når først vi mister tilliden til hinanden, såer vi på vej ned i en ond spiral: Adskillelser, overvågning, kontrol, hårdhændede myndigheder. Men den modsatte sammenhæng er også til stede: Hvis vi har tillid til hinanden, så kan vi også undgå store skel.
Tillid - i sig selv - kan mindske store skel. I Danmark for 50 år siden var de økonomiske skel en del større. Og for 100 år siden var de økonomiske langt større. Alligevel har danskerne i mere end et århundrede haft indbyrdes tillid til hinanden. Professor Gert Tinggaard Svendsen fra Aarhus Universitet har kåret danskerne til verdensmestre i tillid. Nogle siger, at det stammer helt tilbage fra vikingetiden.Og det er ikke så underligt. Vi er del af samme folk. Del af et skæbnefællesskab. Den slags er muligt, hvis vi har tillid til hinandens gode hensigter.

Men vi beslutter selv, om vi vil fastholde et tillidssamfund. Det kræver noget af os som borgere. At vi accepterer, at andre mennesker oftest prøver at gøre det rigtige - selv om vi alle
sammen fejler indimellem. At vi tror på, at kommunen og myndighederne altid samvittighedsfuldt forsøger at træffe den rigtige afgørelse - selv om vi måtte være uenige. At vi ikke skærer alle over én kam - selv om én enkelt person i en gruppe træder ved siden af. Uanset om det er sjællændere, journalister eller selv politikere.

Danmark er blandt de lykkeligste lande i verden. Og hvis man ser på topti, så er vi lykkelige sammen med Norge, Island, Schweiz, Finland, Holland, Canada, New Zealand, Australien og Sverige.
Hvilke fællestræk har de lande? For det første har de små befolkninger - bortset fra Canada (36 mio.). De er temmelig rige. Er de så alle nordiske velfærdsstater? Nej. Schweiz, Canada, Australien og New Zealand er det i hvert fald ikke. Men alle de pågældende lande er handelsnationer.Jeg tror, at der er noget i vores kulturelle dna. Det er jo normalt for os, at en god handel mellem ligeværdige parter bygger på tillid -og skaber tillid. Handel er ikke bare noget med at udveksle varer. Det er også et spørgsmål om at diskutere, vurdere, prutte om prisen. At more sig sammen. Handel er en social aktivitet, som bygger på tillid - og som øger den indbyrdes tillid. Selvom man ikke deler de samme værdier, selvom man måske endda er på kant med hinanden, så er en god handel jo det, der lokker os til at have med andre at gøre. Handel kan gøre gamle fjender til venner. Se bare på USA og Vietnam. Eller på Tyskland og Danmark for den sags skyld. Handel har gennem århundreder skabt tillid. Den tillid har vi taget med andre steder i vores institutioner. Vores politiske institutioner. Vores liberale demokratier ikke mindst.

Fælles kultur skaber tillid.Men hvad skal vi så stille op, når vi er holdt op med at dele kultur? Mange liberale har haft det med at mene, at kultur kommer af sig selv. Det gør den ikke.  Kultur er et produkt af hundredvis af generationer, som gik forud for os. Uden ildsjæle - ingen kulturelle fremskridt. Uden Grundtvig havde dansk kultur set meget anderledes ud. Uden højskolebevægelsen, uden iværksætterne i 1800-tallet, uden arbejderbevægelsen. Vi har været heldige med vores ildsjæle i Danmark. Vi har også været gode til at understøtte dem på den rigtige måde. I foreningslivet. I menighederne osv.

Og så har vi været gode til at udvikle fælles samfundsinstitutioner. September-forliget i 1899 styrkede vores samarbejdskultur på arbejdsmarkedet. Kanslergade-forliget i 1933 styrkede vores samarbejdskultur i Folketinget. Den store helhedsløsning i 1987 styrkede vores pensionssystem på en måde, som de færreste gjorde sig klart, dengang aftalen blev indgået. Men selvom en kultur kan styrkes - så kan den ikke mindst svækkes ad politisk vej. Jeg føler, at Danmark i de seneste år er blevet meget mere fragmenteret. Opdelt. Adskilt. Jeg besøgte MIT tilbage i slutningen af 90’erne, hvor de stolt fortalte om opfindelsen af en ”netagent”, som kunne læse avisen for dig og give dig præcis de nyheder, du var interesseret i. Det var vildt banebrydende dengang, så de var meget stolte. Jeg blev derimod mere og mere bekymret, jo mere de fortalte. Og til sidst stillede jeg det – for mig – oplagte spørgsmål: Hvad så med alle de nyheder jeg ikke vidste, at jeg var interesseret i? Hvordan skulle jeg komme til at se dem?

I dag er netagenter og samlende nyhedsmails hverdag. Og mange får alene de nyheder, som de på forhånd har bedt om. Vi mødes i virtuelle fællesskaber, som kan handle om alt fra bridge til computerspil, fra madopskrifter til aktieinvesteringer. Og dermed møder vi færre af dem, som ikke ligner os. Færre, som udfordrer vores opfattelse af verden. Og det er altså måden at blive klogere.

Jeg har bemærket, at nogle amerikanske universiteter er begyndt at fjerne bøger, som minoritetsgrupper kan finde stødende. Eller afvise gæsteforelæsere, som vil præsentere ideer, der kan udfordre deherskende
holdninger.  Dermed bliver universiteterne ikke hjemsted for ideudvikling og viden, men for ideselektion og ensretning. Samtidig bliver vi mere geografisk fragmenteret. Vi bosætter os i byer, hvor vi finder frem til de kvarterer, som ligner os mest. Jyllands-Posten havde for kort tid siden en artikel, hvor de kørte fra Aarhus til Nr. Vorupør med en ung studerende, som aldrig havde set Vesterhavet. Hans sammenhold med en jævnaldrende mekanikerlærling på Mors var ikkeeksisterende. Så vi står med en samfundsudfordring! Jeg er bange for, at vi har svækket vores kultur - uden at tænke over det. Vi gjorde det i 1960’erne og 1970’erne - med de store betonbyggerier. Vi gjorde det i 1970’erne - og frem - med en naiv bistandslov. Vi gjorde det i 1980’erne - og frem - med en dårligt udtænkt flygtningelov. Vi lever stadig med konsekvenserne. Kombinationen af en dårlig udlændingelovgivning og et naivt bistandssystem har skabt store katastrofer i Danmark. 33 mia. kr. Permanent. Så dyr er regningen hvert år. Bare gjort op i penge. For ikke at tale om det skred, der er sket i vores tillidskultur.

Nu skal jeg ikke male alt sort i sort. For det er faktisk muligt at rette op på udviklingen. Det seneste par årtier har vi netop gjort meget for at rette op på problemerne.
Og vi har meget at gøre endnu. Vi har en god baggrund at gøre det på. Dansk økonomi er aktuelt i fremragende form, blandt andet på grund af senere års reformer af f.eks. tilbagetrækningsalder og dagpengesystemet. Vi skal udnytte det momentum, dansk økonomi har lige nu, til få flere ind på arbejdsmarkedet og sikre de offentlige finanser på sigt.
Akkurat ligesom vi har gjort tidligere med f.eks. Velfærdsaftalen (2006) og Tilbagetrækningsaftalen (2011). Læg lige mærke til, at Velfærdsaftalen strammede op på vores pensionsalder.
Og det skete endda i en periode med fremgang i økonomien. Det er et godt eksempel på, at vi sagtens kan gennemføre reformer, når tiderne er gode.

Vores nuværende opsving bygger i høj grad på det seneste årtis reformindsats, hvor man i tide har taget skridt til at sikre den positive udvikling, vi har i dag.
Vi skal bygge videre på reformdagsordenen, så dansk økonomi kan blive ved med at vokse sig stærkere.

Vi vil have de unge tidligere ind på arbejdsmarkedet. Færre skal forsørges af det offentlige. Flere skal vælge at blive længere på arbejdsmarkedet.
Den gennemsnitlige arbejdstid skal øges. Og så vil vi understøtte international rekruttering af kvalificeret arbejdskraft.

Men vi vil mere end det. Jeg vil mere end det. Jeg vil gerne fremme et land, hvor vi kan være lykkelige, fordi vi også har overskud til hinanden. Fordi vi har noget at give hinanden. Noget at dele med hinanden. Og se, det er langt sværere at regulere politisk. Økonomisk set er det let nok at fastholde Danmarks position som et af verdens mestvelstående lande. Og vi skal sikre, at virksomhederne har mulighed for at gribe mulighederne ved den teknologiske udvikling og ved globaliseringen. Reformdagsordenen bliver ikke nødvendigvis nem at indfri. Det kræver, at hele Folketinget udviser vilje til at tage hånd om de fremtidige udfordringer. Den allerstørste udfordring er dog den folkelige, kulturelle udfordring. Hvordan fremmer man en fællesskabsfølelse - et ”vi”? Her tænker jeg ikke på det totalitære ”vi” - som undertrykker den enkelte. Jeg tænker på den slags ”vi”, der følger af et samfund - et sted, hvor man finder
sammen. Hvor man opdager hinanden. Finder løsninger sammen. Hvor man støtter hinanden. Da Gymnastikhøjskolen i Viborg fyldte 50 år, skrev Sigurd Barrett og Jens Sejer
Andersen en fremragende sang, som hedder: Hvor du sætter din fod. Heri skrev de bl.a.: ”Du er del af et os. Der skal mere end én til at elske og slås.” De største følelser i livet kommer altid i samspil med andre personer – aldrig alene.

Tidligere har vi haft institutioner, der automatisk drev os i retning af hinanden. Vi havde brug for hinanden i lokalsamfundet. Vi havde brug for hinanden på tværs af Storebælt. Vi kunne godt grine af hinanden - men vi gjorde det sammen. Nu fornemmer jeg, at vi driver fra hinanden. De fysiske rammer, der holder os sammen, bliver svagere. Vi finder nye fællesskaber med ligesindede i det, som nogle kalder for ”ekkokamre” på de sociale medier. Søren Pind var for nylig ude at påstå, at de sociale medier var skadelige for demokratiet. Jeg er helt sikker på, at det er en overdreven frygt. Men han har en pointe - i og med at de sociale medier hurtigt deler folk op i deres respektive subkulturer. Så kan folk få bekræftet deres egne fikse ideer - i stedet for at få dem udfordret.

Vi har brug for noget, der samler folk på tværs af interesser. Det er blandt andet derfor, Kongehuset står så stærkt - selv i et moderne samfund som det danske. Men jeg mener i ramme alvor, at vore partier og medier også spiller en sund og samlende rolle. Et samfund uden sådan nogle som os vil være et samfund, hvor den første og bedste demagog bare uhindret slipper igennem alle forsvarsværker - og snupper det hele. Det ser man i andre lande. Demokratiet er ikke som sådan truet. For der foregår masser af afstemninger. Og man vælger masser af præsidenter og ministerpræsidenter. Men bindeleddet mellem folket og det politiske er væk i visse andre lande.

Demokratier er ikke truet som sådan - nej. Men det liberale demokrati - den slags demokrati, der lægger et bånd på magthaverne - det er helt bestemt truet. Vi er på vej ind i det autoritære demokratis tidsalder, hvis vi ikke passer på. Hvor Putin, Erdogan og andre sikrer sig en eller anden form for legitimitet gennem afstemninger - men uden at respektere individuelle rettigheder.En uafhængig presse er vigtigere end nogensinde. Men også politikere, der tør sætte noget på spil.

Jeg hører til dem, der faktisk mener, at vores politikere har gjort det utrolige. Og jeg kan pege på mange glimrende ting, som har været med til at styrke Danmark. Også ting, der er gjort af alle mulige andre end folk fra mit eget parti. Bare se på reformerne siden 1982. Reformer af dagpenge, efterløn, skat osv. Men også udviklingen af verdens bedste grønne energisystem, en yderst liberal friskolelovgivning, fri og lige adgang til uddannelse helt op til universitetsniveauet, en Grundlov, som sætter rammer og gør fri på samme tid. Et samfund, hvor vi kerer os om hinanden. Vi kan gøre det igen. Vi kan forny Danmark på det velkendte grundlag. Vi skal forny Danmark på basis af vores fælles værdier.  Det gøres ikke ved at vedtage en lov eller afsætte en sum på finansloven.
Det skabes ved, at vi i vores holdninger og handlinger fremmer det samfund, som vi gerne vil have.

Et samfund, der bygger på:
Frisind – hvor vi tillader andre retten til deres valg af liv, så længe de også tillader os vores ret til vores valg.
Initiativlyst – hvor vi fremmer, belønner og nurser de personer, som ønsker at tage et initiativ og skabe en forening, en folkebevægelse eller en privat virksomhed.
Ligestilling – fordi vi ved, at et samfund kun hænger sammen menneskeligt, hvis mænd og kvinder har lige ret til bruge alle deres evner frit.
Tillid – fordi vores verden rent faktisk består af personer, som har de samme drømme og værdier som vi. Fordi at selv om ikke alle fremmede er en ven, du endnu ikke har mødt, så er langt de fleste netop det. Fordi vores verden altovervejende består af personer, som har de samme drømme og værdier som vi. Desværre har de seneste år bragt terror og misbrug af vores gæstfrihed tættere på, og vi har øget ressourcerne til politi og forsvar for at beskytte vores samfund. Men vi må ikke lade vores tillidsfulde samfund smuldre og erstatte af mistillidssamfundet.
Det vil være at miste netop det, som vi ønsker at forsvare. Det vil være at miste netop det, som Grundloven - i både bogstav og ånd - betyder for os.