Økonomi og vækst

En finanslov, der ikke gør Danmark rigere

Venstres finansordfører Troels Lund Poulsen

Regeringen præsenterede søndag sammen med støttepartierne finansloven for 2021. Venstre er ikke en del af aftalen. Det skyldes blandt andet, at aftalen ikke sikrer den vækst, som Danmark skal leve af på lang sigt.

Der er dog også gode elementer i aftalen. Eksempelvis er det positivt, at forbedringen af BoligJobordningen er blevet en realitet. Det vil jeg gerne kvittere for. For der er brug for initiativer, der skaber arbejdspladser på den korte bane.

Det bekymrer mig dog, at regeringen ikke har nogen initiativer, der sikrer varig vækst og arbejdspladser på lang sigt. For vi har brug for at gøre Danmark stærkere og rigere, så vi også i fremtiden har råd til at investere i den grønne omstilling og vores fælles velfærd.

Aftalen skal ses i sammenhæng med, at vi har en regering, der gør Danmark fattigere. Regeringen har allerede gennemført eller aftalt at gennemføre skatte- og afgiftsstigninger for milliarder. Og samtidig har de hævet ydelserne, så en arbejdsløs indvandrer får 2.000 kr. mere om måneden. Regeringen gør det dyrere at drive virksomhed og mindre attraktivt at bidrage til fællesskabet. I det lys er der ekstra behov for, at vi sikrer nye vækstinitiativer, så vi også i fremtiden har noget at leve af.

Venstre vil en anden vej end Socialdemokratiet. Vi har fremlagt vores finanslovsprioriteter for 2021, som viser, hvordan vi på både kort og lang sigt kan skabe danske arbejdspladser. Vi vil blandt andet give virksomhederne et ekstra incitament til at investere i forskning og udvikling, så vi kan skabe nye arbejdspladser. Og vi vil øge tilskyndelsen til at bidrage til fællesskabet gennem et forhøjet beskæftigelsesfradrag. Det vil vi gøre, samtidig med at vi investerer massivt i den grønne omstilling og i vores fælles velfærd, hvor vi vil sætte mennesket før systemet.

Vi har sammen med de andre blå partier heldigvis formået at sætte gode borgerlige aftryk på en stribe aftaler i den seneste tid. Vi har blandt andet sikret, at danskerne i det nye år kan få udbetalt de sidste to ugers indefrosne feriepenge. Det er kun rimeligt, at danskerne får deres egne penge tilbage. Og så har vi sikret en mere ambitiøs indsats for eksportvirksomhederne, end regeringen havde lagt op til. Det vil sætte ekstra gang i økonomien.

Det ændrer dog ikke ved, at der er brug for mere. Ledighedskøen er vokset markant under krisen, og mange danskere har mistet deres arbejde. Der er derfor brug for initiativer, der har effekt på lang sigt. Der er brug for initiativer, der skaber varig vækst og arbejdspladser. Og der har regeringen desværre ingen bud. I stedet har de hævet skatterne med milliarder og trukket tusindvis af danskere ud af arbejdsmarkedet. Det er trist.