Minkskandalen

Ellemann: Vi kan ikke stole på statsministeren

Af Jakob Ellemann-Jensen

4. november 2021 kl. 14:49

I går stillede statsministeren endelig op til pressemøde, hvor hun skulle forsøge at forklare, hvorfor hun har slettet SMS’er i relation til minkskandalen. Det blev et langt pressemøde, men alligevel endte det med at rejse flere spørgsmål, end at give klare svar.

Statsministeren kan ikke svare præcist på, hvornår hun begyndte at slette sine sms’er.

Vi kan heller ikke få at vide, hvorfor regeringens øvrige ministre ikke af sikkerhedshensyn sletter deres sms’er, når nu det er statsministerens forklaring på det hele.

Statsministeren svarer heller ikke på, hvorfor man ikke stoppede den praksis med at slette sms’erne, da man allerede sidste år vidste, at et flertal i Folketinget forlangte en kommissionsundersøgelse af hele minkskandalen.

Skåret ind til benet, siger Mette Frederiksen, at vi skal stole på hende, fordi hun er statsminister.

Javel, ja, og sådan burde det jo også være i et demokrati som vores. Men hvordan skal vi kunne det, når hendes omgang med sandheden har været noget lemfældig helt fra starten af den her sag om aflivningen af minkerhvervet? En beslutning, som ikke havde lovhjemmel og som endte med at koste mennesker og familier deres livsværk. 

Det er en demokratisk skandale, og det står i hvert fald klart for mig, at statsministeren førte mig bag lyset sidste år, sammen med resten af Folketinget og befolkningen.

For på pressemødet, hvor minkerhvervet blev lukket ulovligt, sagde Mette Frederiksen, at det var nødvendigt at aflive alle mink i Danmark. Det var nemlig “den klare anbefaling fra sundhedsmyndighederne”.

Men det viste sig jo siden hen, at det ikke passede. Sundhedsmyndighederne anbefalede ikke at aflive alle mink. Det var bare noget statsministeren sagde til os.

Lige dér røg min tillid til statsministeren. Da det stod helt klart for mig, at man simpelthen ikke kan regne med regeringen.

Derfor er det også vanskeligt at have tillid til statsministeren i dag.

Jeg håber i hvert fald, at det er muligt at få genskabt alle sms’er og hvad der ellers måtte være af kommunikation, som er sendt mellem statsministeren og hendes rådgivere. Så vi kan komme til bunds i denne sag, og få placeret et ansvar for den ulovlig ordre om at aflive alle mink i Danmark.

Nyhedsbrev fra Venstre

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om Venstre.

Næste