Ellemann: Her er tre afgørende politiske kampe, som Venstre må og skal vinde

Jakob Ellemann-Jensen peger på tre afgørende politiske kampe.

Af Jakob Ellemann-Jensen, Venstres formand

Venstres kamp bliver definerende for, hvordan det danske samfund vil udvikle sig de kommende år. Den vil besvare spørgsmålet om, hvorvidt året med corona blev en undtagelse, eller blot begyndelsen til et Danmark, der er fattigere i mere end én forstand.

Endelig er det Grundlovsdag. Og endelig kan det igen fejres ved fysiske møder på tværs af hele landet efter et usædvanligt og tankevækkende år.

Coronapandemien har lært os, at vores verden er tæt forbundet på både godt og ondt. At vi aldrig kan tage noget for givet. Den har vist vores bedste og værste instinkter på én og samme tid. Lige fra et stærkt, nationalt sammenhold til splittelse, egenrådighed og magtfuldkommenhed.

Som formand for Venstre har tiden med corona fungeret som et forstørrelsesglas, der har gjort det helt tydeligt, at der mere end nogensinde er brug for en borgerlig-liberal stemme i Danmark.

For Danmark bevæger sig på flere områder i en forkert retning, og det er kun blevet forstærket og tydeliggjort gennem det seneste år.

I ly af krisen oplever vi lige nu et politisk skred, der risikerer at sætte sit præg i mange år frem. Derfor ser jeg tre afgørende politiske kampe, som Venstre må og skal vinde, hvis Danmark fortsat skal være et af verdens bedste lande at bo og leve i.                        

Vi skal kæmpe for et Danmark, der er åbent for verden. Succesfulde lande er nysgerrige, og de inviterer nye ideer, teknologi, talenter og kapital ind. De omfavner den frie handel, og de engagerer sig internationalt for at sætte deres præg på verden.

Historien har utallige eksempler på det. Og den er samtidig rig på eksempler på det forfald, der sætter ind, når nationer for alvor begynder at vende blikket indad.

Danmark har i årtier nydt godt af en åben og fri verdensøkonomi og en international retsorden. Det har givet os plads til at udnytte vores position som en lille, åben økonomi med stærke demokratiske værdier.

Vi har tradition for at engagere os i internationalt samarbejde i EU, NATO og FN. Og vi har flere gange været klar til at gå i krig for det, vi tror på. 

Men noget er blevet anderledes. Vi er gået fra at hylde det nationale, og alt det vi elsker så højt ved Danmark, til at vi nogle gange stiller det op som en modsætning til internationalt udsyn og samarbejde.

Det er en falsk modsætning, og den risikerer at koste os dyrt.

Vi skal holde fast i Danmarks åbenhed. Vi skal turde stole på, at vores værdier og vores samfundsmodel er stærke nok til at klare sig i den internationale konkurrence. For det er de.

Og så skal vi have en hel klar forståelse af, at der skal være styr på indvandringen og integrationen, hvis danskerne skal holde fast i deres åbenhed. Det er en forudsætning.

Der skal selvfølgelig være plads til kulturelle og religiøse forskelle i Danmark. For der er mange måder at være dansk på. Men der kan aldrig være tvivl om, at fundamentet for vores samfund er vores demokratiske værdier og de liberale frihedsrettigheder. Og de værdier og frihedsrettigheder kommer altså først, hvis man ønsker at være borger i Danmark. Det er den klare betingelse, som vi aldrig skal vige bort fra. 

Derfor bliver vi nødt til at skille tingene ad i en meget polariseret debat. Vi vil have styr på tilstrømningen af asylansøgere, samtidig med at vi åbner vores arbejdsmarked for dygtige talenter fra udlandet, som kan være med til at skabe værdi for Danmark. Og så skal vi behandle mennesker ordentligt. De ting kan vi godt balancere i Venstre. 

Vi skal også kæmpe for et rigt Danmark. Så der er råd til velfærd til vores børn og ældre, og så vi selv kan bestemme vores fremtid i Danmark,

Coronakrisen har åbnet statskassen på vid gab. Med statsministerens egne ord, er det blevet gammeldags at bekymre sig om, hvor pengene skal komme fra. Men det er jo også et nemt synspunkt, når regeringen har hævet skatten næsten 40 gange.

Christiansborg lever lige nu i en ansvarsløs tid, hvor traditionelle borgerlige dyder som økonomisk ansvarlighed og respekten for de borgere, der betaler skat af deres arbejde, er på retræte. Det fylder meget lidt i den politiske debat.

Det her bekymrer mig virkelig. Og det burde bekymre os alle sammen. For det betyder, at vi får problemer med at holde fast i kvaliteten og med at udvikle vores gode velfærdssamfund.

Jeg gik ind i politik, fordi jeg syntes, at for mange politikere manglede en basal forståelse for, at pengene skal tjenes, før de kan bruges. Men her ti år efter, at jeg forlod erhvervslivet for Christiansborg, må jeg konstatere, at udfordringen kun er blevet større. 

Det risikerer at betyde dårligere uddannelser til vores børn. Det betyder, at vores sundhedsvæsen vil halte efter andre landes. Det betyder færre muligheder for at sikre et Danmark i balance.

Og så betyder det, at der ikke bliver råd til at indfri de enormt høje klimaambitioner, som Folketinget har vedtaget i samklang med et meget bredt flertal i befolkningen.

Vi kan kun lykkes med det hele, hvis vi løfter væksten i Danmark og skaber arbejdspladser. Som samfund bliver vi nødt til at have som mål, at Danmark skal være det bedste sted at starte og drive en virksomhed. Det er ikke af hensyn til erhvervslivet. Det er af hensyn til alle os andre, som er helt afhængige af deres succes. 

Hvis ikke Venstre og det borgerlige Danmark står fast her, så skrider hele grundlaget for Danmarks velstand og succes. Og så frygter jeg, at samfundskontrakten knækker til sidst, når færre skal betale for flere.

Endelig skal vi kæmpe for et frit Danmark. Så det er danskerne, der selv bestemmer over deres liv og hverdag.

Det seneste år har vi set, hvor langt Socialdemokratiet er villige til at gå med kontrol og styring for at tvinge samfundsudviklingen i en bestemt retning. 

Coronakrisen har været gnisten, men det handler grundlæggende om en rodfæstet socialdemokratisk opfattelse af, at staten er et værktøj til at fremtvinge et bestemt samfund. Og så må man ellers bare rette ind. Det har vi set flere eksempler på.

Justitsministeren mener, at overvågning af borgerne giver mere frihed. Og han har tilmed foreslået, at helt almindelige, lovlydige borgere nu skal have bøder for at opholde sig på de steder, hvor andre skaber problemer.

Uddannelsesministeren kæmper imod private alternativer til de statslige uddannelsesinstitutioner, så der ikke konkurreres mod det statslige tilbud. For tænk hvis alternativerne var mere attraktive.

Socialministeren er i ideologisk kamp med private udbydere af velfærd. I kamp mod det private initiativ. Alle skal have det samme.

Erhvervsministeren udskammer erhvervslivet, virksomhederne og bankerne. Kalder nye skatter for ”samfundsbidrag” og tryner rutinemæssigt de kritiske stemmer.

Beskæftigelsesministeren bruger en sundhedskrise til at forskelsbehandle virksomheder.  

Statsministeren lukkede et helt erhverv på et pressemøde.

Eksemplerne er for mange til, at der er tale om tilfældigheder. Det er en værdikamp, som vil forandre og ensrette vores samfund, hvis ikke vi kæmper imod.

Det vil gøre Danmark til et samfund, hvor der pejles efter middelmådigheden og det gennemsnitlige. Hvor friheden begrænses, og hvor borgerne ikke har noget valg.

Det er den politiske kamp, som vi står overfor på den anden side af coronapandemien Kampen for et åbent Danmark, et rigt Danmark og et frit Danmark.

Det bliver Venstres kamp, og den bliver definerende for, hvordan det danske samfund vil udvikle sig de kommende år. Den vil besvare spørgsmålet om hvorvidt året med corona blev en undtagelse, eller blot begyndelsen til et Danmark, der er fattigere i mere end én forstand.