Skodder Helles økonomiske plan

Af: Sverre Quist - 29. august 2010, 10.32

Der mangler 1,5 milliarder i Helle Thornings skatteplan Fair Forandring, fordi pengene vil strømme ud i stedet for ind i kassen, hvis S-SF's prisstigninger på cigaretter føres ud i livet, siger økonomiekspert.

Helle Thorning mangler 1,5 milliarder kroner i sit økonomiske grundlag for ’Fair Forandring’.

Og det er oven i købet alene, når man fokuserer på de efterhånden så famøse cigaretafgifter, som S-SF har brugt til at finansiere store dele af sundhedssektoren, skriver Politiken søndag.

S-SF fastholder stædigt, at de kan hente 900 millioner kroner ved at hæve prisen på en pakke cigaretter til 43 kroner. Men sandheden er, at den prisstigning i stedet vil føre til et tab på 600 millioner kroner for staten, viser beregninger fra Skatteministeriet.

Et ganske simpelt regnestykke, der da også bakkes op af økonomiprofessor Bo Sandemann Rasmussen ved Århus Universitet.

- Hvis prisen bliver for høj herhjemme, smutter folk til Tyskland. Og når de så er der, køber de ikke kun cigaretter, men også en hel masse andre ting. Derfor kan statskassens samlede tab ende med at blive stort, siger økonomiprofessor Bo Sandemann Rasmussen til avisen.

- Hvis man ikke regner med, at folk ændrer adfærd, så kommer man til at overvurdere de penge, man får ind, konstaterer økonomiprofessoren nøgternt i Politiken.

Også Venstres skatteordfører Mads Rørvig undrer sig over, at så der ikke er taget højde for så basale vilkår i oppositionens økonomiske plan.

- Når de ikke tager nogle så elementære effekter med, går bunden jo ud af hele deres samlede skattepolitik: Den er fuldstændig uberegnet og utroværdig, siger Mads Rørvig til Politiken.

Hvis prisen bliver for høj herhjemme, smutter folk til Tyskland. Og når de så er der, køber de ikke kun cigaretter, men også en hel masse andre ting. Derfor kan statskassens samlede tab ende med at blive stort.
- Økonomiprofessor Bo Sandemann Rasmussen til Politiken.
Kommenter artikel


Bemærk: God tone i debatten
Hjælp os med at sikre en sober debat. Hold dig til saglige argumenter