Dansk Frasier-radio næste år

Af: Sverre Quist - 10. september 2010, 11.19

Regeringen, LA og DF har indgået aftale i dag om den fjerde landsdækkende FM-radiokanal, som får en såkaldt news/talk-profil. Det glæder Venstres medieordfører, at Danmark i den sammenhæng bryder radiomonopolet.

Venstres medieordfører glæder sig over, at radiomonopolet bliver brudt med den fjerde landsdækkende kanal.

Danmark får nu mulighed for at skabe sin helt egen Frasier Crane.

Ikonet fra den prisbelønnede amerikanske tv-serie Frasier er i sit arbejde som radiovært i direkte dialog med lytterne. Den type dialog bliver også en væsentlig del af den nye danske kanal, skriver journalisten.dk.

Dermed er kanalen ganske nyskabende herhjemme. Kanalen bliver dog dansksproget og kommer til at fokusere meget på nyheder og aktuel debat. Og så bryder den DR’s radiomonopol, hvilket glæder Venstres medieordfører Ellen Trane Nørby.

- Det er en rigtig god beslutning, som sikrer at vi får en meget stærk indholdskanal inden for public service. Den giver danskerne bedre mulighed for pluralisme i radiobilledet, siger hun til venstre.dk.

- Vi ville jo heller ikke bryde os om kun at have én avis eller én tv-kanal. Danmarks Radio har tidligere siddet samtlige kanaler. Det er en gåde, hvordan det har kunnet stå på så længe, men det er derfor, vi gør noget ved det nu med en indholdsstærk radio. Det har vi kæmpet længe for i Venstre.

Men tilfredsheden hos Ellen Trane Nørby dækker over mere end bare monopolbruddet.

- Det er vigtigt, at en væsentlig del af indholdet på kanalen bliver nyheder og debat. For enhver kan sætte en maskine til at vende plader. Men hvis man skal skabe nytænkende journalistik og aktualitetsprogrammer, som rykker i forhold til samfundet, er det vigtigt med konkurrencen, siger hun.

Den kommende radiokanal går i luften til november 2011. Til foråret afgøres det, hvem der skal drive stationen ved en udbudskonkurrence. Vinderen får op til 100 millioner kroner årligt til at drive stationen for. Målgruppen bliver lyttere over 35 år.

Kommenter artikel


Bemærk: God tone i debatten
Hjælp os med at sikre en sober debat. Hold dig til saglige argumenter