Claus Hjort kræver forklaring

Af: Lasse Mandal - 01. september 2010, 14.33

Claus Hjort Frederiksen forlanger nu en forklaring fra kommunerne. Antallet af ansatte er steget kraftigt og det er uholdbart i en tid, hvor vi alle må udvise økonomisk agtpågivenhed, mener ministeren.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen indkalder nu landets kommuner til møde om økonomien.

- Vi er på vej i retning af at holde udgifterne i ro i 2011, 2012 og 2013. Og så må det ikke være sådan, at det bare skrider totalt i år, siger Claus Hjort Frederiksen til Ritzau.

Kommunerne kaldes til ministeriet efter at Politiken onsdag skrev, at kommunerne i det seneste år har ansat 7.400 nye medarbejdere. Mange af disse er endda personale, som ikke direkte udfører velfærdsopgaver overfor befolkningen, såsom akademikere og IT-supportere.

Kommunerne må forklare, hvad det er, som sker. Vi er i en situation, hvor alle må udvise agtpågivenhed for at få det her til at fungere.
- Finansminsiter, Claus Hjort Frederiksen

- De må forklare, hvad det er, som sker. Vi er i en situation, hvor alle må udvise agtpågivenhed for at få det her til at fungere, siger Claus Hjort.

Udover de mange nyoprettede stillinger er det desuden kommet frem, at 26 kommuner ønsker at hæve skatten i 2011 med 875 millioner kroner. Skattestigninger der ikke er del af økonomiaftalen mellem Kommunernes Landsforening KL og regeringen.

- Foreløbig vil jeg have en redegørelse. Nu er vi ved at analysere tallene, og målet er jo, at de overholder de aftaler, vi har indgået, siger Hjort Frederiksen.

Kommenter artikel


Bemærk: God tone i debatten
Hjælp os med at sikre en sober debat. Hold dig til saglige argumenter