2015-2017: Venstre vinder nøglerne tilbage

Ved folketingsvalget den 18. juni 2015 generobrer Venstre Statsministeriet. Og bedriften bærer sin egen sødme, idet Lars Løkke Rasmussen på valgnatten i 2011 havde mindet Helle Thorning-Schmidt (S) om, at ”nøglerne er kun til låns”. En profeti går i opfyldelse.

Valget i 2015 viser også, at Socialdemokratiet ikke længere har førstefødselsretten til regeringsmagten i Danmark.

Bittersødt var derimod valgresultatet: Selv om blå blok vinder valget, og Helle Thorning må sige farvel til Statsministeriet, så går Venstre tilbage fra 47 til 34 mandater. Efter lange forhandlinger og sonderinger med LA, K og DF danner Venstre en mindretalsregering alene.

Venstre kommer godt i gang med at bevise, at man på én og samme tid kan styrke velfærden og gøre det billigere at være dansker. Flere valgløfter indfries, allerede inden sommeren slutter.

Med Venstre i spidsen bliver krisestemningen erstattet af optimisme. Formand Lars Løkke Rasmussen havde på Landsmødet i 2013 lanceret en ”det-skal-kunne-betale-sig-at-arbejde-reform”, og nu bliver der sat handling bag ordene med kontanthjælpsloft, integrationsydelse, 225-timersreglen og skattereform. Alle skal med i fællesskabet.

Økonomien kommer på ret køl. Reformer sikrer, at det bedre kan betale sig at arbejde. Venstre har fokus på at forlænge opsvinget med opkvalificering af arbejdskraft, uddannelse og forskning, investering i infrastruktur og målrettet forbedring af kernevelfærden.

Samtidig går der hul på Europa. Mennesker i tusindtal fra Nordafrika og Mellemøsten sætter sig i 2015 i bevægelse mod Europa. Venstre handler straks og genvinder kontrollen over tilstrømningen til Danmark. I 2017 har vi har det laveste antal asylansøgere siden 2008.

Fra V til VKLA

Selv om der i seks ud af syv afstemninger er flertal henover den politiske midte, bliver det i efteråret 2016 vanskeligt at enes om 2025-planen - Helhedsplanen. Nogle vil lade det offentlige forbrug vokse. Andre vil holde igen. Dette dobbeltpres bliver en svær udfordring, og forhandlingsklimaet på Christiansborg fryser til.

Venstre påtager sig ansvaret for at bryde dødvandet og samle og lede det borgerlige-liberale Danmark. På Landsmødet i november 2016 går statsminister Lars Løkke Rasmussen på talerstolen og inviterer Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti med i regering. Fortsat med Dansk Folkeparti som parlamentarisk grundlag.

Kort tid efter, den 28. november 2016, får Danmark en ny borgerlig-liberal trekløverregering. Regeringsgrundlaget er ambitiøst, men halvandet år efter – i foråret 2018 – kan flere medier berette, at Venstre og VKLA har indfriet langt de fleste af de løfter, som blev givet i valgkampen i 2015.