2010: Historiens største regeringsrokade

Befriet for de bundne opgaver som EP-valg, kommunal- og regionsvalg og klimatopmøde, fik statsminister Lars Løkke Rasmussen i begyndelsen af 2010 tid til at fokusere på regeringssammensætningen.

Allerede ved sin egen til tiltrædelse som statsminister signalerede han vilje til fornyelse, da Lykke Friis (V) i forbindelse med en mini-rokade blev hentet ind udefra som ny klima- og energiminister.

I februar 2010 omdannede Lars Løkke Rasmussen sin regering, og der blev tale om den mest omfattende regeringsrokade i Danmark nogensinde. En række ministre fik nye poster, og den nye regering fik hele syv nye ansigter.
Halvdelen af Lars Løkke Rasmussens nye ministre var kvinder, og med rokaden fik Danmark sin første kvindelige forsvarsminister. Rokaden betød også, at Venstres næstformand Kristian Jensen, der hidtil havde været skatteminister, fik den vigtige post som gruppeformand.

Regeringens arbejdsprogram hed "Danmark 2020" og indeholdt bl.a. 10 konkrete mål for Danmarks fremtid.