Økonomisk krise

Folketingsvalget i 1924 giver for første gang Socialdemokratiet mulighed for at danne regering med støtte fra de radikale. Thorvald Stauning bliver den første socialdemokratiske statsminister, men regeringsmagten holder kun kort.

I 1925 rammes arbejdsmarkedet af en omfattende strejke, hvor kravet blandt andet er mere i lønningsposerne. Arbejdsgiverne svarer igen med lockout, men efter langvarige forhandlinger ender det hele i forlig uden regeringens indblanding.

Regeringen overlever krisen, men det bliver i stedet valutapolitikken, der fælder regeringen. Den danske krone genvinder på under to år sin værdi fra før 1. Verdenskrig. Resultatet bliver stigende problemer med at få afsat de danske landbrugsvarer til de andre europæiske lande. Arbejdsgiverne kræver, at arbejderne går ned i løn for at styrke de danske handelsprodukter. Kravene fra arbejdsmarkedets parter får regeringen til at foreslå en række politiske tiltag, men De Radikale er ikke indstillet på den helt store forhandling.

Statsminister Thorvald Stauning ser ingen anden udvej end at opløse Folketinget og udskrive valg kun godt to år efter, at den socialdemokratiske regering blev dannet. Ved det efterfølgende valg genvinder Venstre og De Konservative magten og danner en regering under ledelse af den nyvalgte Venstreleder Madsen-Mygdal.

I starten af 1930'erne rammes Danmark ligesom resten af den vestlige verden af en dyb økonomisk krise. Med USA som drivkraft starter den helt store økonomiske rutschetur, hvor børskrakket på Wall Street i USA i 1929 er det mest kendte symbol på nedturen.

I Danmark slår krisen igennem i starten af 1930'erne. Arbejdsløsheden vokser og vokser. Landbruget rammes af mange tvangsauktioner og problemer med at sælge deres produkter i udlandet. Arbejdsgiverne i industrien kræver, at arbejderne går ned i løn, da de også har svært ved at få de samme priser for deres varer som tidligere. Situationen kræver politisk handling for at forhindre, at den økonomiske krise udvikler sig endnu mere.

Den 29. januar 1933 mødes Venstre og regeringspartierne, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, til forhandling hos statsminister Stauning i hans bolig i Kanslergade på Østerbro i København. Resultatet bliver det berømte Kanslergadeforlig som omfatter tre hovedpunkter: 1) Landbruget opnår lettelser gennem nedsættelse af ejendomsskatter, lettelser i gælden samt opkøb af oksekød og forlængelse af en række kriseordninger. 2) På arbejdsmarkedet bliver arbejdsgivernes krav om 20 procent lønnedgang afværget ved lovindgreb. Yderligere gennemføres vinterhjælp til arbejdsløse. 3) Som det tredje punkt sættes der en række offentlige byggeopgaver i gang bl.a. opførelse af Lillebæltsbroen. Formålet med det politiske forlig er bl.a. at sætte gang i beskæftigelsen.