Regeringen
Regeringen består af en række ministre, der officielt er udnævnt af Dronningen, men i praksis er udpeget af Statsministeren. Hos regeringen ligger den udøvende magt i samfundet. Det er regeringen, der tager initiativ til ny lovgivning, og det er ikke mindst regeringens ansvar at omsætte de love, Folketinget vedtager, til virkelighed i samfundet. Til administration og forvaltning af den udøvende magt har regeringen embedsmændene.

Skattebase
Den indkomst samt de varer og tjenester i et samfund, som man kan beskatte.

Skattestop
Skattestoppet består af følgende fem overordnede punkter:
1. Ingen skat eller afgift må sættes op.
2. Opkræves skatten eller afgiften som en procentsats, f.eks. momsen, bliver procentsatsen ikke sat op.
3. Opkræves skatten eller afgiften med et kronebeløb pr. enhed, f.eks. benzin- og dieselafgiften, sættes kronebeløbet ikke op.
4. Hvis der er tvingende grunde til at indføre eller forhøje en skat eller afgift, vil dette ske således, at merprovenuet ubeskåret anvendes til at sænke en anden skat eller afgift. Samme princip vil blive anvendt, hvis det af miljømæssige grunde er ønskeligt at indføre eller forhøje en miljøafgift. Såfremt Danmark bliver nødt til at sænke en skat eller afgift som følge af EU-beslutninger eller internationale aftaler, kan mindre provenuet kompenseres gennem forhøjelser af andre skatter eller afgifter. Det forudsættes, at en sådan omlægning er provenuneutral.
5. Der er lagt et loft over det kronebeløb, som boligejeren betaler i ejendomsværdiskat. Værdistigninger på fast ejendom vil derfor ikke udløse yderligere ejendomsværdiskat.

Solidarisk lønpolitik
En lønpolitik, der sigter mod at udligne lønforskellene mellem højt og lavt lønnede.

Spærregrænse
Det danske valgsystem er et af de mest matematisk retfærdige i verden. Der er dog en begrænsning, nemlig spærregrænsen. Den betyder, at for at et parti kan blive repræsenteret i Folketinget, skal det have opnået 2 procent af de afgivne gyldige stemmer i hele landet. Der er visse undtagelser, hvilket man kan læse mere om i den gældende valglov hos Retsinfo

SU (Statens Uddannelsesstøtte)
I Danmark har alle ret til at uddanne sig med hjælp fra samfundet. Hjælpen ydes i form af en ydelser, der kaldes Statens Uddannelsesstøtte eller bare SU. Danmark er et af de lande i verdenen, der overhoved giver uddannelsesstøtte til studerende. Læs mere på www.su.dk