Vi skal have alle elever med

Foto: Colourbox

I dag har vi desværre alt for mange børn, som må fejre sidste skoledag uden at kunne stave eller regne tilstrækkelig godt til at komme videre i uddannelsessystemet eller få et job.

Det må og skal vi gøre markant bedre. Folkeskolen skal være et godt afsæt for alle til at komme videre i uddannelsessystemet.

Derfor har vi et stærkt fokus på at sikre en god, tryg og ikke mindst lærerig start for samtlige danske skoleelever – og særligt de elever, der har lidt svært med at følge med. De skal ikke tabes på gulvet.

Tværtimod skal der en ekstra indsats til for at sikre, at de også forlader skolen og har lært at læse, skrive og regne. Derfor afsætter vi nu en ny skolepulje på 500 mio. kr. til 120 skoler fordelt over hele landet – lige fra Nørrebro til Thisted. Skoler, som har særligt mange fagligt svage elever, og som formår at løfte elevernes niveau i dansk og matematik.

Det skal øge tilskyndelsen til at gøre en forskel. Og til at insistere på, at de svage elever også kan opnå de fornødne færdigheder – især i dansk og matematik – og få et solidt fagligt udbytte af deres skolegang. Og pengene smøres ikke bare ud i et tyndt lag, som har tvivlsom effekt. Nej, skolerne skal dokumentere, at det faglige niveau løftes, så vi kan være sikre på, at pengene kommer ud og gør en reel forskel for de elever, som har svært ved at følge med.