Trafik

Venstre: Bedre balance i trafikale investeringer

22,6 mia. kr. årligt. Så meget vil det koste, hvis 20 pct. af de danske bilister skal flyttes ud af bilerne og over i togene. Det viser et notat fra Transportministeriet, hvor omkostninger forbundet med både miljø, klima, støj, uheld og trængsel er medregnet.

Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen mener på den baggrund, at det er på høje tid at tage et opgør med den forrige regerings alt for snævre fokus på offentlig transport på bekostning af bilisterne.

De røde partier har i alt for lang tid insisteret på at tegne et billede af, at den kollektive trafik er et ubetinget gode for samfundet. Men det er ganske enkelt forkert. For man skal huske på, at de danske bilister i høj grad bidrager til statskassen med flere milliarder kroner, bl.a. i form af brændstofafgift, vægtafgift og grøn ejerafgift. Og det er jo penge, som vi bl.a. bruger til at investere i alt lige fra sygehuse til kollektiv trafik, siger Kristian Pihl Lorentzen.

I Venstre er vi glade for både den kollektive trafik og for privatbilismen. Men vi skal have skabt en bedre balance i de trafikale investeringer, så vi ikke kun tænker på den kollektive trafik, men også sikrer gode trafikale forhold for bilisterne. Derfor er jeg glad for, at regeringen vil rykke fokus over på tiltrængte investeringer i vejnettet. Både til gavn for de rejsende og for samfundsøkonomien, siger Kristian Pihl Lorentzen.