VÆRDIEN AF AT KUNNE SE HINANDEN –OG HVORDAN VI FORSVARER DEN

På Christiansborgs lange gange og høje vægge er der endeløse rækker af portrætter og buster. Det er mænd og kvinder, der alle på hver sin måde har spillet en rolle i Danmarks politiske historie. Og det, vi kender dem på, er deres ansigter.

Det samme gælder i den daglige omgang i samfundslivet mellem mennesker. Vores forældre, vores børn, vores venner, vores kolleger, den søde pædagogmedhjælper og ham fra Fredsvagten på Christiansborg Slotsplads, der bliver ved med tale om konspirationsteorier om 11. september – vi kender dem alle sammen på deres ansigter. Det er også der, vi kan se de mest grundlæggende menneskelige følelser som glæde, vrede og sorg. Derfor vækker det stærke følelser, når mennesker – i praksis det ekstremt lille mindretal af muslimske kvinder, der går i burka eller niqab – insisterer på at skjule deres ansigt i offentligheden. Det gør det også for os. 

Hvis man ikke vil vise sit ansigt, vil man ikke vise andre, hvem man er. Men man viser til gengæld, at man ikke er og heller ikke vil være en del af det almindelige, levede liv i Danmark. 

I Danmark stoler vi på hinanden. Vi stoler endda på hinanden i en grad, som man ikke finder mange andre steder i verden. Tilliden mellem mennesker er en grundlæggende forudsætning for, at det danske samfund fungerer så godt, som det gør. Tilliden er også forudsætningen for velfærdssamfundet. Hvis vi stoler på hinanden, så er vores opbakning til at hjælpe hinanden i svære tider stor. Hvis vi ikke stoler på hinanden og ikke tror på, at den arbejdsløse også søger arbejde i stedet for at gå og drive den af, er vi mindre tilbøjelige til at hjælpe. 

Men vores høje grad af tillid er betinget af, at vi møder hinanden. Rigtigt. Og derfor lider den også skade, hvis et menneske insisterer på at være skjult – uanset årsagen. 

Det er ingen hemmelighed, at vi i Venstre længe har diskuteret, om et burkaforbud er foreneligt med vores ønske om frihed og frisind. Det har ikke været Venstres holdning hidtil. Og det er det stadig ikke. Vi lovgiver ikke for at ramme en enkelt religion. Derfor kommer vi heller ikke til at stemme for at forbyde hverken burka eller niqab specifikt. Men vi ønsker et generelt forbud mod maskering, der skjuler ansigtet – herunder burka og niqab. Der er en væsentlig forskel. 

Det er selvindlysende, at nogle af dem, der vil mærke konsekvensen af et forbud mod maskering mest tydeligt, vil være de få kvinder, der går i burka og niqab. Men det er ikke de eneste. Et forbud vil også gælde fx de unge kriminelle, der render rundt i landets ghettoer og leger store mænd med hættetrøjer og elefanthuer. Det gælder hashhandlerne på Christiania og feje fodboldbøller. Og hvis nogen på et tidspunkt skulle få den idé at iføre sig en dragt fra Ku Klux Klan, så vil de også være omfattet. Det vil med andre ord gælde alle dem, der ikke vil vise os andre, hvem de er – uanset religion. 

Som sagt er det ingen hemmelighed, at det har været en beslutning, der har været længe undervejs. Vi har vendt og drejet argumenterne og alle de forskellige hensyn, før vi er nået frem til konklusionen, at vi ønsker et forbud. Og det vil være halsløs gerning at påstå, at der er ikke er gode argumenter imod et forbud. 

I et liberalt samfund er det ikke statsmagten, der bestemmer, hvordan individet skal gå klædt. Det er hovedreglen i dag, og det vil det også være efter et forbud. Men reglen har en undtagelse, der allerede har fundet udtryk i lovgivningen i dag. Straffeloven og ordensbekendtgørelsen regulerer faktisk, hvordan man må gå klædt – eller rettere afklædt. Det skyldes, at der også er et andet hensyn, der skal beskyttes. Nemlig personerne i det offentlige rum, der skal udsættes for individets valg af påklædning uden nødvendigvis at have givet samtykke til at se selv de mest private dele af individet. Man kan omvendt stille sig selv det spørgsmål, om personerne i det offentlige rum også har accepteret, at de skal færdes blandt mennesker, der skjuler sig? Det mener vi ikke. 

Vi er heller ikke blinde for, at denne beslutning – som så meget andet – potentielt kan anvendes af islamister, der i propagandaens tjeneste vil tegne et falsk billede af et lille land mod nord, hvor det er så som så med religionsfriheden. At det vil blive udlagt som et angreb på islam og vil blive brugt til at postulere, at de vestlige demokratier er hykleriske. At vores frihedsrettigheder og religionsfrihed ikke gælder for muslimer. Det er en reel bekymring. Når vi ikke har ladet den være udslagsgivende, skyldes det især to omstændigheder. 

1. Det kan ikke være afgørende, at en beslutning kan fordrejes af islamister. Hvis det skulle være tilfældet, så ville vi heller ikke kunne udsende soldater for at bekæmpe Islamisk Stat. Vi ville ikke afskaffe blasfemiparagraffen eller tillade ægteskaber mellem homoseksuelle. Det gør vi alligevel. Den kedelige sandhed er, at islamisterne hader os i forvejen. Og det vil de gøre, uanset om vi laver et forbud eller ej. 

2. En burka og niqab er ikke lig med islam. Lykkeligvis er det næsten samtlige muslimske kvinder, der lever i en hverdag uden at være tilhyllet fra top til tå. Og et forbud rykker ikke så meget som en millimeter på nogens ret til at tro og tænke, som de vil. 

Vi lovgiver ikke for at ramme hverken burka eller niqab specifikt. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi ikke kan forestille os noget, der er mere ekskluderende, kvindeundertrykkende eller mistænkeliggørende. Burkaen er et mobilt parallelsamfund. En dragt, der har til formål at kontrollere kvinder, og som skaber en uovervindelig barriere mellem dem og danske mænd, det danske arbejdsmarked og det danske samfund. På en uhyggelig måde forsvinder kvinden, når hun tager en burka eller niqab på. Og hun fanges i en rolle som en dels meget synlig, men samtidigt provokerende usynlig skikkelse i samfundet, hvor man ikke kan se individet, men kun dragten. Det er ikke i overensstemmelse med Venstres menneskesyn. 

Det er holdningen i hele Venstres folketingsgruppe, og vores overvejelser har alene handlet om metode. Er et forbud den rette vej at gå? De overvejelser er nu bragt til ende. 

Vi støtter ikke et forbud mod religiøse symboler i det offentlige rum. Vil man gå med kors, kalot, turban eller tørklæde og skilte med sin religion på den måde, er man fri til det. Sådan skal det være i et land, hvor vi respekterer religionsfriheden. Og sådan skal det vedblive med at være. Venstre støtter alene et forbud mod maskering, der skjuler ansigtet – og det vil også omfatte burka og niqab. 

Venstre har ikke før støttet et forbud. Men tiderne skifter, og vi skifter med dem. Med i overvejelserne har også været et hensyn til den offentlige sikkerhed. Terrortruslen mod Danmark er alvorlig, og vi har på en lang række områder truffet beslutninger for at sikre borgernes tryghed og sikkerhed. Og en insisteren på, at vi skal kunne se hinanden i det offentlige rum, hører også med til den nye virkelighed. 

Et forbud vil givetvis ikke være nogen mirakelkur. Måske kan det endda tænkes, at nogen i ren trods vil vælge at iføre sig en burka eller niqab, som de ellers ikke ville have gjort.

 Men for os har det været afgørende, at vi i et åbent samfund møder hinanden. Det er – trods alt – første forudsætning for, at vi kan leve sammen på den måde, som vi gør i Danmark.