Regeringen indgår aftale, der sikrer bedre lægedækning

Alle danskere skal have en nem og lige adgang til en læge, der hvor man bor. Det handler om tryghed. Trygheden i at vide, at når vi selv eller vores nærmeste rammes af sygdom, kan vi nemt og hurtigt få hjælp. Den tryghed skal alle danskere have – uanset hvor i landet de bor. 

Sådan er det desværre ikke i dag. Der er problemer med lægedækningen i dele af landet, og de problemer skal vi komme til livs.

Derfor er det glædeligt, at det i dag er lykkedes regeringen at lande en aftale med alle Folketingets partier om bedre lægedækning. En aftale, som forbedrer adgangen til sundhedsydelser af høj kvalitet.

Aftalen sikrer bl.a., at det bliver mere økonomisk attraktivt at være praktiserende læge i de områder af Danmark, hvor patienterne har mere krævende behandlingsbehov. Eksempelvis i socialt belastede områder samt i yderområderne, hvor der ofte bor flere ældre patienter. Det vil øge den enkelte læges tilskyndelse til at drive klinik i de områder.

Som supplement til den økonomiske gulerod får regionerne også udvidede muligheder for at drive almene klinikker i de områder af Danmark, hvor der især er problemer med lægedækningen. Det giver mulighed for at tiltrække læger, der ikke ønsker at bære hele den økonomiske byrde selv. Det vil især afhjælpe lægemanglen i landdistrikterne, hvor det ofte er sværere at få sin praksis til at køre rundt økonomisk.

Med aftalen sætter vi ind for at sikrer, at den enkeltes sundhed ikke skal afhænge af ens postnummer. Venstre vil skabe et Danmark i balance. Med aftalen om bedre lægedækning tager vi nu et stort skridt i den rigtige retning. Det giver tryghed og balance i sundhedsvæsenet. Det kan vi godt være stolte af.