Forsvar

Positivt med styrket veteranindsats

Troels Lund Poulsen           Jakob Ellemann-Jensen

Stor tilfredshed i Venstre med ny veteran-aftale, der forbedrer forholdene for danske veteraner.

Ny aftale mellem Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, SF og regeringen sikrer flere penge til hjemvendte soldater og deres pårørende. Nye og forbedrede veteranhjem, flere medarbejdere og støtte til børn af veteraner er blandt de initiativer, der skal løfte indsatsen over for de danske veteraner.

- Det er en god dag for danske veteraner. De har ydet stor indsats for Danmark, og nogle af dem har betalt en høj pris undervejs. De fortjener større anerkendelse, og det får de med den nye aftale, siger Venstres forsvarsordfører Troels Lund Poulsen.

Venstre har igennem lang tid ønsket et større fokus på veteranområdet, og aftalen udmønter mange af de tiltag, som Venstre foreslog i sit eget veteranudspil forud for forhandlingerne.

- Vi kan kun være tilfredse. Vi har gerne villet gøre mere for de danske veteraner, end der var lagt op til i foråret, og nu har vi fundet flere penge og ressourcer til gavn for veteranerne, fortæller Troels Lund Poulsen.

Det har været vigtigt for Venstre, at der er respekt om de danske veteraner og den indsats, de yder.

- Danske soldater kæmper for fred og frihed i verdens brændpunkter. Det er værdsat, hver gang de deltager i internationale operationer, og derfor skal vi naturligvis også værdsætte dem, når de kommer hjem igen, siger veteranordfører Jakob Ellemann-Jensen.

- Deres indsats er til gavn for hele Danmark, men det er soldaterne og deres familier, der mærker efterveerne af soldaternes udsendelse. Så jeg er glad for, at vi med den nye aftale forbedrer vilkårene for både veteranerne og deres børn og pårørende.

Vigtige punkter i aftalen

  • flere veteranhjem
  • bedre støtte til veteraner i Forsvaret, kommunerne, mv.
  • medalje til veteraner
  • støtte til børn og pårørende
  • bedre forebyggelse før udsendelse