Arbejdsmarked

Lavere skatter – flere i job

Før valget i 2015 lovede Venstre, at det bedre skulle kunne betale sig at arbejde.

Derfor har vi øget gevinsten med JobReform I, der indførte et kontanthjælpsloft og 225-timersreglen. Og vi følger nu op med vores forslag til Jobreformens fase II, der blandt andet skal lette skatten på arbejde og gøre det billigere at være dansker.

For vi er endnu ikke i mål.

Vi mener, at der stadig er for lille en forskel på at blive forsørget af det offentlige og arbejde 37 timer om ugen for at forsørge sig selv. Det vil vi i Venstre lave om på! For os er det en grundlæggende god og sund værdi, at det skal kunne betale sig at arbejde.

Derfor foreslår regeringen nu et målrettet fradrag, som skal give danskere med relativt lave arbejdsindkomster en skattelempelse på op til 4.500 kr. om året.

Det skal skabe en mærkbar økonomisk gevinst at stå op og gå på arbejde hver dag frem for at være på passiv forsørgelse. Det er godt for de mennesker, der ellers risikerer at blive parkeret på samfundets sidelinje uden for arbejdsmarkedet. Det er godt for dansk økonomi, hvis der kommer færre på overførselsindkomster og flere, der bidrager til fællesskabet.

Med det højeste skattetryk i OECD er der nok at tage fat på. Derfor vil vi foruden at øge tilskyndelsen til at tage et arbejde også øge gevinsten ved at yde en ekstra indsats for folk, der allerede er i arbejde.

Regeringen foreslår således, at vi fjerner loftet over beskæftigelsesfradraget, som rammer er lang række mellemindkomster. Det vil gøre den økonomiske gulerod ved at arbejde endnu større. Det er sund fornuft i en situation, hvor flere brancher er begyndt at melde om mangel på arbejdskraft.

Samlet skal vores forslag i Jobreformens fase II være med til at fremtidssikre Danmark og dansk økonomi, så vi sikrer, at der er bedre råd til velfærd i fremtiden.