Venstre

Lad os bekæmpe venstrefløjens velfærdsmyter

Kommunal- og regionsrådsvalget nærmer sig med hastige skridt. Fra mine ture rundt i landet kan jeg berette, at vores kandidater i hele Danmark kører landevejene tynde og kæmper for at sprede Venstres budskaber.

Der er mange gode lokale sager, men ét af de budskaber, der går igen alle steder, er, at Venstre kæmper for at forbedre og fremtidssikre vores fælles velfærd. Det gør vi i kommunerne, og det gør vi på Christiansborg.

Derfor arbejder vi for, at flere bliver en del af det arbejdende fællesskab, og at færre forsørges af det offentlige. Vi har fremlagt vores bud på Jobreformens fase II, hvor vi ønsker at give skattelettelser til hårdtarbejdende danskere. Så det bedre kan betale sig at arbejde. Så flere bidrager til vores fælles velfærd.

Og vi arbejder for, at pengene i den offentlige sektor skal prioriteres ordentligt og bruges fornuftigt, uden at vi går på kompromis med kvaliteten i velfærden.

Det har fået flere fagforeninger landet over til at danne sammenslutningen ”Danmark for Velfærd”. Og selv om det er en overskrift, jeg kun kan tilslutte mig, er hovedbudskabet fra fagforeningerne og venstrefløjen er klart: Venstre og regeringen er den store stygge ulv, der vil forgylde de rigeste danskere og skære den danske velfærd i småstykker.

Det er forkert. De forsøger at gøre det til et valg mellem velfærd og skattelettelser. Det er et falsk valg!

For sandheden er, at det ikke er et enten-eller-spørgsmål. Sandheden er, at der er plads til begge dele, hvis man gør sig den umage at lave en økonomisk plan. Sandheden er også, at det var Socialdemokratiet og Mette Frederiksen, der skar 3 mia. kr. i kommunernes samlede pose penge til velfærd, da de sidst havde regeringsmagten. Pengene gik bl.a. til højere kontanthjælp til udlændinge – det, mener vi, er en helt forkert prioritering.

Sandheden er, at Venstre arbejder for at forbedre og fremtidssikre vores fælles velfærd. Derfor er sundhedsvæsenet blevet løftet med 3,8 mia. kr. siden sidste folketingsvalg. På den måde har vi bl.a. kunnet styrke kræftbehandlingen med 2,2 mia. kr. Og vi har afsat 1,2 mia. kr. til en handlingsplan for den ældre medicinske patient.

Derudover har regeringen sammen med Dansk Folkeparti suspenderet det såkaldte produktivitetskrav i 2018. Dermed sikrer vi ro og tid til at finde en ny måde at måle og belønne gode resultater på sygehusene – så vi også i fremtiden kan få mest muligt ud af de mange skattekroner, vi hvert år bruger på sundhedsområdet.

I Venstre køber vi ikke præmissen om, at man skal vælge mellem velfærd og skattelettelser. Forudsætningen for velfærd er velstand. Forudsætningen for velstand er vækst. Og skattelettelser bidrager til væksten. Derfor mener vi også, at hårdtarbejdende danskere skal beholde lidt mere af deres egen løn.

For retten til at bestemme over sine egne penge har også en stor værdi.