Økonomi og vækst

Finanslov: Et trygt og sammenhængende Danmark

Det, der er godt, er også værd at vente på. Vi har lavet en rigtig god finanslovsaftale med Dansk Folkeparti og de øvrige regeringspartier, som vil give danskerne en mere tryg hverdag.

Vi løfter vores sundhedssektor med 2 mia. kr. og ældreplejen med 2,7 mia. kr. i 2018-21. Danskerne har nemlig krav på et sundhedsvæsen i verdensklasse, og de ældre fortjener en værdig ældrepleje.

Vi øger antallet af betjente for at bekæmpe kriminalitet og terror konsekvent og effektivt. Danskerne skal kunne føle sig trygge der, hvor de bor og færdes.

Vi investerer flere penge i en bedre infrastruktur, så vi sikrer, at Danmark hænger bedre sammen.

Endelig tager vi hul på nogle af skattelettelserne ved at afskaffe skatten på fri telefon og ved at gøre BoligJob-ordningen permanent, så travle familier bedre kan få hjælp i deres hverdag.

Nu fortsætter vi forhandlingerne om skat og udlændinge. Så vi kan sikre skattelettelser til de lavestlønnede og videreføre den konsekvente og realistiske udlændingepolitik, som vi har ført, siden vi kom i regering.

Med regeringens planer går skattelettelser og velfærd hånd i hånd. Når alle aftalerne er på plads, vil vi have løftet kernevelfærden markant og givet hårdtarbejdende danskere ret til at beholde lidt flere af deres egne penge. Det er kun rimeligt.

Klik her og læs mere om aftalen.