Socialpolitik

Færre børn og unge skal udsættes for mobning

Foto: Colourbox

Venstre fremlægger i dag et nyt udspil, der skal styrke kampen mod mobning af børn og unge.

Udspillet indeholder fem konkrete tiltag, der skal medvirke til at komme mobning til livs.

- Vi kan se, at mennesker, der har været udsat for mobning som barn eller ung, risikerer at være mærket af det resten af deres liv. Det kan vi ikke være bekendt. Vi skal hjælpe dem, der mobbes, og vi skal stille dem, der mobber, til ansvar. Vi mener, at der er behov for nye redskaber i kampen mod mobning, og derfor kommer vi nu med det her udspil, siger Venstres politiske ordfører Inger Støjberg.

Udspillet indeholder bl.a. et forslag om at tydeliggøre mobning i lovgivningen. Som det er i dag, er mobning ikke specifikt nævnt i lovgivningen. Desuden ønsker Venstre, at det bliver klargjort, hvem der har ansvar for at stoppe mobning, ligesom særligt de voksne, der er bekendt med mobning, men ikke reagerer på det, skal kunne sanktioneres.

- Det er på tide, at vi sætter specifikt ind over for mobning. I vores nabolande er de allerede gået skridtet videre. Vi har behov for nye værktøjer for at komme mobning til livs, så vores børn og unge kan få den bedst mulige start på livet, siger Inger Støjberg.

Fakta: Fem tiltag mod mobning

1. Mobning tydeliggøres i lovgivningen

2. Klart ansvar

3. Rimelige sanktioner

4. Styrket evidens i indsatsen

5. Målrettede initiativer


Læs hele oplægget her.