Arbejdsmarked

Fædre sørger også – det skal der være plads til

Der er intet over og intet ved siden af den sorg, forældre føler, når de mister et barn.Der er findes ingen plastre, som er store nok i forhold til den sorg, det er at miste et barn. Og man har ret til at sørge, hvis man mister et barn. 

Dette gælder uanset, om man er mor eller far – om man er biologiske forældre eller adoptivforældre. Det bør og skal vi alle kunne blive enige om.

Få bånd er så stærke som det, der knyttes mellem forældre og barn. Lige så stærk er dog også den sorg, der opleves, når et barn mistes alt, alt for tidligt. Det er helt emotionelt ødelæggende og hjerteskærende, når forældre er tvunget til at sige farvel til et barn. Og det gælder både for mor såvel som for far.

Det er Folketingets politikere heldigvis også ved at anerkende. Den 25. januar skal Folketinget nemlig stemme om et nyt lovforslag. Et lovforslag, der anerkender faderens ret til sorgorlov på 14 uger, hvis barnet er dødfødt, dør eller bortadopteres inden den 32. uge efter fødslen. Reglerne vil også gælde for adoptivforældre. Og vi kan forhåbentligt alle blive enige om, at en forælders kærlighed til sit barn ikke er defineret af dna.

Det er en vigtig beslutning, som jeg er stærk tilhænger af. For hidtil har det kun været muligt for mødre at få sorgorlov. Men selvfølgelig sørger fædre og adoptivforældre også. Og det skal der være både plads til og forståelse for.

Det ærgrer mig dog, at et nærmest enigt Folketing afskrækker medierne fra at vende deres bevågne øje mod dette lovforslag. Blot fordi vi politikere er enige, bliver initiativet jo ikke mindre væsentligt af den grund. For at miste et barn er ubetinget en forældres værste mareridt. Uanset om man er mand eller kvinde, adoptivforældre eller biologiske forældre, så kommer man sig aldrig over det. Sorgen over at have mistet sit barn har man med sig resten af livet – og den skal man lære at leve med. Derfor glæder det mig inderligt, at vi kan få ændret loven, så alle involverede parter kan sørge i fred og ro.

Det fortjener ethvert menneske og enhver familie.