Yderområdernes vilkår forbedres
Regeringens forslag, ”Danmark i balance - i en global verden”, der blev præsenteret i forbindelse med regeringskonferencen på Lykkesholm Slot, vil sikre væksten i landets yderområder.
”Jeg er meget glad for at der nu bliver gjort noget for at sikre væksten i hele landet. Bl.a. kommer der til at ske store ting og sager i Vestjylland, når regeringens udspil er blevet kørt helt ind, men også i andre dele af landet vil man kunne drage fordel af regeringens tiltag”, fortæller Venstres kommunalordfører Sophie Løhde.
Blandt mange gode tiltag i ”Danmark i balance - i en global verden” kan nævnes mulighed for oprettelse af større forretninger i landets mindre byer, bedre uddannelse i yderområderne og bedre muligheder for at oprette servicebutikker i ældrebebyggelser i landets yderkommuner.
”Ideen med at lempe vilkårene for at skabe erhvervsvirksomheder i nedlagte landbrugsbygninger vil gøre det lettere at få arbejdspladser tilbage i yderområderne, hvor det ellers ikke sker af sig selv. Sammen med bedre muligheder for at bygge i kystnære zoner, vil det give fremgang for de områder, vi nu giver gode fremtidsmuligheder”, fastslår Sophie Løhde.



















04 Feb 2012 22:55