Væksten vokser...

Af: Sverre Quist - 10. september 2010, 11.37

OECD styrker troen på vækst i dansk økonomi næste år. Finansordfører Jacob Jensen glæder sig over budskabet, der bekræfter ham i, at regeringens politik rammer rigtigt.

Finansordfører Jacob Jensen glæder sig over de positive udsigter for dansk vækst - og udsigten til nye fra regeringens Vækstforum senere i dag.

Troen på Danmark vokser hos OECD. Industrilandenes økonomiske samarbejdsorganisation har glædelig nyt til danskerne i den halvårlige rapport, hvor forventningerne til væksten næste år hæves fra 1,8 til 2,0 procent.

De positive nyheder glæder Venstres finanspolitiske ordfører Jacob Jensen.

- OECDs opjustering af forventningerne til væksten i Danmark i 2011 siger mig, at vi er på rette spor, og at regeringens krisehåndtering har virket, siger han til venstre.dk.

Tilliden til den danske vækst bliver endnu mere markant, fordi OECD samtidig har dårlige forventninger på vegne af landene, der er med i Euro-samarbejdet, skriver Jyllands-Posten i dag i erhvervstillægget.

Det giver grund til optimisme, siger Jacob Jensen, der dog understreger vigtigheden af, at vi beholder arbejdshandskerne på.

- Vi har for nylig også set en positiv udvikling på betalingsbalancen, ligesom virksomhedernes produktion og ordrer er i fremgang. Dog skal vi ikke læne os tilbage, da der er store udfordringer med at sikre langtidsholdbare vækstbetingelser i Danmark. Her vil S og SF's forslag om markant højere skatter være som gift for det spirende opsving, siger han.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har allerede gjort det klart, at det kræver økonomisk vækst, hvis vi vil have Varig Velfærd i Danmark. Det skete på Venstres sommergruppemøde i Hanstholm sidste måned. Og det ligger fint i tråd med udviklingen, siger partiets finansordfører.

- Vi skal ikke eksportere arbejdspladser - vi skal eksportere varer. Derfor ser jeg frem til anbefalingerne fra regeringens Vækstforum, så vi kan få sat yderligere gang i erhvervslivets vækst i Danmark, siger Jacob Jensen.

Kommenter artikel


Bemærk: God tone i debatten
Hjælp os med at sikre en sober debat. Hold dig til saglige argumenter
DINE VENNER ANBEFALER