Væk med en regel – hver uge

Af: Sverre Quist - 07. november 2010, 13.39

Venstre vil fremover en gang om ugen foreslå en regel, som kan fjernes. Det siger partiets gruppeformand Kristian Jensen.

Hjælp Venstre med at fjerne en regel. Hver uge.

Sådan lyder opfordringen fra Venstres gruppeformand Kristian Jensen. Han siger til Ritzau, at der skal ryddes op i regeljunglen i Danmark.

- Vores mål skal være at fjerne en regel hver uge. Og det vil vi gerne måles på, siger Kristian Jensen.

Kristian Jensen ser gerne, at regeljunglen får barberet en regel væk hver uge. Og han vil meget gerne have baglandets hjælp til at finde de bedste regler at fjerne. Foto: venstre.dk.

Og han vil meget gerne have baglandets hjælp til at finde de bedste regler at makulere. Derfor opfordrer han alle til at hjælpe til og skrive ind med forslag.

Målsætningen skal ses i forlængelse af, at regeringen i forbindelse med sidste års finanslov sammen med Dansk Folkeparti besluttede at fjerne og forenkle regler på 105 områder i kommunerne.

- Den dagsorden vi satte sidste år med de 105 forslag, den har spredt sig til andre partier, siger han.

Oprydningen i reglerne begynder på tirsdag

- Der vil jeg bede gruppen om at se på, hvilke regler de gerne vil have saneret og så hver uge komme med et nyt forslag, siger han.

Kristian Jensen understreger dog samtidig, at det er en Venstre-målsætning og ikke er det samme som, at der rent faktisk vil blive fjernet en regel om ugen.

- For vi har jo desværre ikke alene flertallet til at sikre, at det bliver gennemført, siger han men regner dog med at kunne finde lydhørhed.

Kommenter artikel


Bemærk: God tone i debatten
Hjælp os med at sikre en sober debat. Hold dig til saglige argumenter