Sådan får du et halvt æble om dagen - gratis

Af: Sverre Quist - 03. september 2010, 07.00

Fødevareordfører Erling Bonnesen giver tip til skoler, forældre og kommuner, hvis de vil have skolefrugt til halv pris - den anden halvdel betaler EU og Fødevareministeriet.

Fødevareordfører Erling Bonnesen opfordrer danskerne til at spise frugt til halv pris med tilskud fra EU og Fødevareministeriet. Og minder om, at der er deadline for ansøgning 20. september.

Frisk frugt hver dag til skoleeleverne. Til halv pris.

Hvis du synes, det lyder som en rigtig god ide, er der grund til at lytte til Venstres fødevareordfører Erling Bonnesen.

Han minder nemlig om, at det er muligt at få EU-tilskud til frugt i skolen. Men der er deadline for ansøgninger om knap tre uger, så det gælder om at få gjort noget ved sagen nu.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at frugt er sundt og værdifuld i kampen mod fedme og følgesygdomme som sukkersyge og hjerte- karsygdomme. Og hvis børnene spiser frugt i skolen bliver de også mere modtagelige for undervisningen, siger Erling Bonnesen til venstre.dk.

Skolefrugtordningen fungerer på den måde, at skoler og kommuner kan søge om tilskud på halvdelen af beløbet, som betales af Fødevareministeriet i samarbejde med EU. Den anden halvdel skal så betales af forældre, skoler, kommune, fonde eller sponsorer.

Der er så at sige, at gratis halvt æble eller anden frugt om dagen til eleverne.

- Derfor vil jeg også gerne opfordre både kommuner, skoler og forældre og skolebestyrelser til at være opmærksomme på tilskuddet. For det er jo en glædelig nyhed for os alle, at endnu flere børn får mulighed for at spise løs af frugtkurvene, siger Erling Bonnesen.

Senest har 110.000 elever fordelt på flere end 500 skoler landet over benyttet sig af frugtordningen, der begyndte sidste år. Nu forbedres ordningen oven i købet, så skolerne kan dele frugt ud i op til ni måneder i stedet for tre-fem måneder.

Mulighederne for at få bevilliget penge er gode, og ansøgningsproceduren er ganske simpel. Så det er bare om at komme i gang, opfordrer Erling Bonnesen. Deadline er 20. september 2010.

Du kan finde mere information på skolefrugt.dk og hente vejledning og ansøgningsskemaer ved at klikke her.

DINE VENNER ANBEFALER