Ny vækst i dansk turisme

Af: Laura Glavind - 27. oktober 2010, 11.18

Nedtællingen til Venstres turismekonference er gået i gang. Dansk turisme står i en alvorlig situation. Det ambitiøse mål med konferencen er at diskutere og finde svar på, hvordan vi sætter gang i væksten i dansk turisme, og hvordan vi udnytter danske styrkepositioner bedre.

Regeringen har iværksat en række tiltag for at styrke turismen særligt i udkantsområderne. Fredag den 29. oktober afholder Venstre så en turismekonference på Christiansborg. Her deltager en lang række aktører fra alle dele af turismeerhvervet.

Læs programmet for turismekonferencen her.

Danmark har i de seneste år tabt markedsandele til udlandet, og dansk turisme er ikke vokset i samme omfang som i andre europæiske lande. Den økonomiske krise satte naturligt en bremse for antallet af besøgende til Danmark, og selvom gæsterne er på vej tilbage igen, er der stadigvæk store udfordringer, hvis væksten i dansk turisme skal op i gear.

Regeringen vil med en række tiltag øge antallet af gæster i sommerhusområderne. Bundfradraget for indtægter fra udlejning af sommerhuse er hævet fra 7.000 til 10.000, og regeringen vil hæve bundfradraget yderligere til 20.000 kr. for sommerhusejere, der udlejer deres fritidsbolig gennem et udlejningsbureau. Regeringen vil også forbedre mulighederne for at etablere ferieboliger på nuværende eller tidligere landbrugsejendomme. Grænsen for antallet af ferieboliger pr. ejendom skal hæves fra 10 til 15.

Venstres turismeordfører Hans Chr. Thoning glæder sig over de konkrete forbedringer af mulighederne for at tiltrække flere gæster til sommerhusområderne:

- Sommerhusejerne får glæde af et større bundfradrag, og samtidig øger vi udbuddet af overnatningsmuligheder og dermed antallet af gæster - hvilket igen gavner hele lokalområdet via større omsætning i butikkerne, restauranterne og turismeattraktionerne, siger Hans Chr. Thoning.

Læs regeringens udspil Danmark i balance i en global verden her.