Løkkegaard: Stop for fusk i nethandlen

Af: Charlotte Jespersen - 17. september 2010, 12.28

Venstres Morten Løkkegaard vil ikke finde sig i, at forbrugerne bliver snydt, når de handler på nettet, fordi gebyrerne eksempelvis først bliver lagt på til allersidst.

Forbrugerne skal ikke længere finde sig i at blive taget ved næsen, når de køber koncert- eller flybilletter på nettet.

Venstres medlem af Europa-Parlamentet, Morten Løkkegaard vil derfor bide sig fast i haserne på EU Kommissionen og den danske forbrugerombudsmand, som netop har lovet at komme efter en række danske hjemmesider, der bl.a. kritiseres for ikke at være ærlige om den samlede pris, når vi handler på nettet.

- Det kan ikke passe, at man som forbruger bliver ført bag lyset, når man handler på nettet og pludselig ved slutningen af købet bliver præsenteret for en række ekstra gebyrer, så billetten til en koncert pludselig bliver væsentligt dyrere end først angivet. Jeg er som forbruger forarget over, at man pludselig bliver pålagt alle mulige mærkelige gebyrer, siger Morten Løkkegaard til venstre.dk.

Han vil derfor sikre sig, at der bliver fulgt ordentligt op på de sager, der kører lige nu. EU-Kommissionen har netop været med til at gennemføre en razzia af 414 hjemmesider. Og kun 167 lever op til reglerne. Resten skal undersøges nærmere, på grund af mistanke om overtrædelse af forbrugerlovgivningen.

- Forbrugerombudsmanden har lovet at komme efter de danske hjemmesider, som spiller med skjulte kort. Jeg glæder mig samtidig over, at der bliver ryddet op i resten af EU landene. Jeg vil følge sagen meget tæt og helt principielt i fremtiden arbejde for, at der bliver slået hårdt ned på sager som disse. Forbrugerne kan ikke være tjent med andet, siger han.

Undersøgelsen viser blandt andet, at mange hjemmesider ’glemmer’ at inkludere alle skatter og andre omkostninger, når de reklamerer med billetpriser. Et andet gennemgående fænomen er manglende garantier for rettidig levering af billetterne eller udelukkelse af tilbagebetaling ved aflysning.

Kommenter artikel


Bemærk: God tone i debatten
Hjælp os med at sikre en sober debat. Hold dig til saglige argumenter