Folkemøde:
Festlig lørdag på Folkemødet
Lørdag formiddag indtog Claus Hjort Frederiksen scenen i Venstres hus. Claus Hjort er en garvet politiker, der har været aktiv i politik siden han i 1973 blev ansat som jurist i Venstres folketingsgruppe.

Claus Hjort Frederiksen kan både skrive partisekretær, beskæftigelsesminister og finansminister på CV’et, og derfor havde han mange gode historier til publikum, der var mødt talstærkt op i Venstres hus for at høre om det politiske (hunde)liv.
Særligt var det kampen for personlig frihed og ytringsfrihed, der under studietiden skærpede hans interesse for politik, mens han boede på Grønjordskollegiet på Amager Fælled. For Claus Hjort Frederiksen er politik ikke et arbejde men en passion:
- Når først man bliver fanget af politik, går det i blodet, fortalte han.
Claus Hjort gav desuden de tilhørende et indblik i en hektisk dagligdag med gruppemøder, møder med embedsmænd, rådgivere og medier. Herefter var der debat mellem Søren Pind og Mette Frederiksen, hvor der blev diskuteret økonomi, skat og velfærd.
Senere på dagen var det folkets tur til at komme til orde, da fire af Venstres toppolitikere lørdag eftermiddag indtog hovedscenen på Folkemødet. Udover gruppeformanden, Kristian Jensen, der i dagens anledning også agerede ordstyrer, kunne de fremmødte stille alle slags spørgsmål til politisk ordfører, Ellen Trane Nørby, Integrationsordfører, Inger Støjberg og udenrigsordfører, Søren Pind.
Publikum var engagerede og spørgsmålene var mange. Der blev bl.a. diskuteret reformer, kommunalpolitik, kirkelige vielser af homoseksuelle og uddannelse. Det er helt centralt for Venstres politikere at være i trit med og lytte til befolkningen for at udvikle den mest gavnlige politik.
Sidst på dagen var der fællessang i haven ved Venstres hus, hvor Søren Pind og Bertel Haarder sang for. Over 500 mennesker havde fundet vej til haven og sang med. Herefter holdt formand, Lars Løkke Rasmussen, tale.
Se i øvrigt billeder fra alle Venstres arrangementer på facebook http://www.facebook.com/#!/venstre.dk
























22 May 2013 06:45
21 maj 2013 23:36