Skattereform:
En uambitiøs skattereform
Skatten skal ned, så væksten kan komme op
Regeringen tager pengene op af den ene lomme for at give danskerne dem tilbage i den anden. Det er essensen af det forslag til en skattereform, som regeringen i går fremlagde.
Skatten på arbejde reduceres i regeringens forslag med 14 mia. kr., men danskerne finansierer selv lettelsen gennem bl.a. højere afgifter, højere boligskatter i form af et reduceret rentefradrag, og en lavere regulering af dagpenge, kontanthjælp og folkepension.
Regeringen kunne med de samme penge have fjernet topskatten – og lettet marginalskatten mærkbart for 725.000 danskere. Men i stedet smører regeringen et tyndt lag ud over danskerne i form af et øget beskæftigelsesfradrag.
I Venstre er det vores ambition at få skatten bragt ned, så væksten kan komme op.
Der er en historisk mulighed for at lave en ambitiøs skattereform. En skattereform, der for alvor kan sikre Danmarks velfærd og velstand. Spørgsmålet er, om regeringen har modet og viljen.
Både regeringen og Venstre er enige om, at der er plads til en vækst i det offentlige forbrug på 0,8 pct. Men derudover har regeringen selv peget på, at der kan findes yderligere 13 mia. ved reformer i deres 2020-plan. De penge skal bruges på skattelettelser.
Vi skal have et markant højere beskæftigelsesfradrag. Topskatten skal ændres, så langt de fleste danske lønmodtagere slipper fri og får en lavere marginalskat. Når vi beder danskerne om at arbejde mere, skal der også være job til dem. Og derfor har vi brug for at lette skatten på dansk erhvervsliv, så de igen får lyst og mod på at skabe nye arbejdspladser i Danmark.
Men i stedet har regeringen valgt et uambitiøst udgangspunkt, hvor man reducerer rentefradraget og ikke gør nok for at sænke skatten på arbejde.
Hvis Venstre skal være med i en skattereform, kræver det et højere ambitionsniveau. Regeringen har selv peget på, at der kan hentes 13 mia. kr. gennem reformer. Og Venstre vil ikke være med til en uambitiøs omlægning, der blot flytter pengene fra den ene lomme til den anden.
























20 Jun 2013 06:05
19 jun 2013 22:22