Dobbelt så meget grøn energi under VK

Af: Sverre Quist - 07. december 2010, 12.33

Oppositionen tager traditionelt gerne æren for at kæmpe for grøn energi – sandheden er bare, at der er produceret næsten dobbelt så meget grøn energi under den borgerlige regering, siden den tog over efter Nyrup i 2001.

VK-regeringen er dobbelt så god til grøn energi, som Nyrup-regeringen var.

Det er muligt, det overrasker nogen. Men tallene taler deres tydelige sprog.

I perioden fra 1993 til 2002 skete udbygningen med vedvarende energi med omkring 0,5 procentpoint om året, og siden 2002 er andelen af vedvarende energi vokset med omkring 1 procentpoint om året. Det viser tal fra Energistyrelsen.

I runde tal er der under denne regering etableret dobbelt så meget vedvarende energi per år sammenlignet med tiden under Nyrup-Rasmussen.
- Energiordfører Lars Christian Lilleholt til venstre.dk.

- Det er bemærkelsesværdigt, at oppositionen gerne tager æren for, at Danmark er et af de lande i verden, der er længst fremme med udbygningen af grøn energi, når tallene meget klart viser, at langt den største udbygning af vedvarende energi faktisk er sket siden VK overtog regeringsmagten. I runde tal er der under denne regering etableret dobbelt så meget vedvarende energi pr. år, sammenlignet med tiden under Nyrup-Rasmussen, siger Venstres energiordfører Lars Chr. Lilleholt til venstre.dk.

Udbygningen af vedvarende energi de senere år er især sket med biomasse (affald, halm, træ mv.) og dernæst vindkraft.

Lars Chr. Lilleholt understregerer, at udbygningen af vedvarende energi under VK-regeringen er sket i samarbejde med oppositionen.

- Vi har tradition for, at de fleste store energipolitiske beslutninger i Danmark træffes med brede flertal. Derfor kan et enkelt eller to partier ikke tage æren for udviklingen. Men det gør det også bare endnu mere absurd, at oppositionen forsøger at fremstille det som om, der intet er sket på dette område under VK-regeringen. Tallene viser tydeligt det modsatte, siger han.

Også fremover vil udbygningen af den vedvarende energi tage fart. Især vindenergien. Tallene indeholder nemlig ikke effekten fra de seneste års beslutninger om store havvindmølleparker Horns Rev II, Rødsand og Anholt-parken.

Kommenter artikel


Bemærk: God tone i debatten
Hjælp os med at sikre en sober debat. Hold dig til saglige argumenter