Ansvarlighed:
Det skal ikke være dyrere at være dansker

Af: Sverre Quist - 19. november 2011, 10.27

Der var ikke store politiske overraskelser i Lars Løkke Rasmussens første tale ved landsmødet - og det er en stor kvalitet i sig selv, i en tid med mange løftebrud.

- Vi skal ikke gøre det dyrere at være dansker. Vi skal ikke sende flere danske arbejdspladser ud af landet.

Det var budskabet fra Venstres formand, da han holdt åbningstalen her til formiddag ved Venstres Landsmøde i Odense Congress Center.

Budskabet er der ikke meget nyt i. Og det er et kvalitetsmærke i sig selv.

 - Venstre gik til folketingsvalg på ansvarlighed - ikke på en regn af løfter, som alligevel ikke blev til noget, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Han henviste dermed blandt andet til S-SF’s 12 minutter, der spillede en afgørende rolle i den røde finansiering, til et skriftligt løfte om en akutfunktion i Svendborg, og to lærere per klasse i folkesskolen, som ville blive en realitet, hvis bare regeringsmagten skiftede. Og stribevis af andre løfter, der aldrig blev til noget.

De brudte løfter og manglende indfrielse af lovede gaver står i skærende kontrast til den politik, som landets største parti stod for før valget, under valget, og som Venstre fortsat står for i dag og fremover.

- Venstre siger ikke ét før valget, og noget helt andet efter. For som jeg sagde det mange gange før og under valgkampen: Jeg vil hellere løbe risikoen for at tabe valget ved at sige og gøre det nødvendige for Danmark, end jeg vil forsøge at fifle mig til sejren, sagde Lars Løkke Rasmussen.

 Og det nødvendige for Danmark er politisk og økonomisk ansvarlighed. Derfor vil Venstre fortsat arbejde for reformer, der skal komme den danske velfærd og danskerne til gavn i en svær tid.

- Vi har en stærk politisk fortælling. Den hænger sammen. Er ikke opfundet til lejligheden. Den er ægte. Den skal vi udbygge og gøre endnu stærkere i vores tid i opposition, så vi igen kan lede Danmark. Ikke for vores skyld, men for danskernes skyld.

Kommenter artikel


Bemærk: God tone i debatten
Hjælp os med at sikre en sober debat. Hold dig til saglige argumenter