En hån:
Det kan ikke betale sig at arbejde

Af: Jonas Haugegaard - 01. december 2011, 14.12

Mere end en tredjedel af arbejdsstyrken vil opleve under 5000 kroner i forskel mellem at være i job og være ledig. Ikke godt nok, siger Ulla Tørnæs.

For 850.000 danskere vil der kun være 5000 kroners forskel på at være i job og være ledig. Det svarer til en tredjedel af den danske arbejdsstyrke, og det er ikke tilfredsstillende, siger Ulla Tørnæs, Venstres arbejdsmarkedsordfører. 

- Det er et helt forkert signal at sende. Det skal kunne betale sig at arbejde, og det kan det ikke med de regler, den nuværende regering har indført, siger hun.

 Regeringen fjernede den 1. januar kontanthjælpsloftet, 225 timers-reglen og starthjælpen. Det betyder, at incitamentet til at arbejde er blevet markant mindre, end det var under VK-regeringen.

- De nye regler er en hån mod alle de danskere, der hver dag slider på deres job. Det burde være en bærende ide i alle partiers beskæftigelsespolitik, at det skal kunne betale sig at tage et arbejde. Men det er det tydeligvis ikke for regeringen, og det er en skam, siger Ulla Tørnæs.

Kommenter artikel


Bemærk: God tone i debatten
Hjælp os med at sikre en sober debat. Hold dig til saglige argumenter