Nyhedsbrev:
Betalingsmuren: Hastværk bliver lastværk

Af: Martin Geertsen, hovedstadsordfører, og Kristian Pihl Lorentzen, trafikordfører - 08. december 2011, 13.07

Venstre siger klart NEJ til den røde regerings forslag om en betalingsmur rundt om København.

Det er dybt urimeligt, at arbejdsomme borgere med behov for at køre i bil på arbejde skal rammes på husholdningsøkonomien med 11.000 kr. om året. Det er åbenbart forbigået regeringens opmærksomhed, at rigtig mange – herunder børnefamilier - bruger bilen af nødvendighed, ikke af lyst.

Muren løser ikke de trafikale udfordringer i hovedstadsområdet. Der bliver givetvis mindre trafik inden for muren, men til gengæld kommer der mere trafikkaos uden for muren. På transportministerens konference forleden mandag kom det frem, at de trafikale effekter ved betalingsmuren langt fra er belyst, specielt ikke når det gælder myldretidstrafikken.

Betalingsmuren en samfundsøkonomisk bommert. En analyse fra COWI viser, at muren giver en negativ effekt på samfundsøkonomien på op mod 7,8 mia. kr. I det hele taget er betalingsmuren et brud med regeringens forsigtighedsprincip i den økonomiske politik.

Regeringen har bebudet en uforsvarlig tidsplan for vedtagelse af betalingsmuren. Færdiggørelse af lovgivning før Grundlovsdag 2012 levner ikke plads til den lovede omfattende dialog med de mange parter, der rammes hårdt af forslaget. Det er også grotesk, at regeringen vil gennemføre en amputeret miljøhøring i perioden januar-marts 2012 parallelt med høring af selve lovforslaget om bompenge. Hastværk er og bliver lastværk.
Sammenfattende vil vi konkludere, at forslaget om en betalingsmur ved København er et trafikpolitisk eksperiment i stor skala. Lad os i stedet satse på bedre organisering af hele den kollektive transport, så den bliver et attraktivt og sammenhængende alternativ til bilen. Og lad os samle kræfterne om at få anlagt en havnetunnel/østlig ringvej ved København, så vi for alvor kan rense bymidten for gennemkørende trafik.

Kommenter artikel


Bemærk: God tone i debatten
Hjælp os med at sikre en sober debat. Hold dig til saglige argumenter