Økonomi og vækst

En sejr for dansk kystturisme

Foto: Colourbox

En sejr for dansk kystturisme

I dag er en stor dag for dansk kystturisme.

Regeringen har netop givet tilladelse til at opføre i alt ti nye projekter langs den danske kyst. Det vil skabe vækst, arbejdspladser og turisme og give mange af vores landdistrikter et tiltrængt løft.

Der bliver nu mulighed for bl.a. et nyt besøgscenter på Stevns, så flere kan nyde den smukke Stevns Klint, safarilodge på Lolland og mange andre faciliteter, der vil give mere plads til sports- og friluftsliv langs kysten.

Turismeerhvervet er et helt afgørende erhverv særligt i de områder, der ligger langt fra de store byer. De nye projekter vil bidrage til at skabe udvikling regionalt og lokalt. Og jeg er sikker på, at projekterne vil skabe glæde og oplevelser for både danskere og turister. Samtidig glæder jeg mig over, at regeringen vil udvide forsøgsordningen med kystprojekter, så der bliver mulighed for at realisere nye projekter i fremtiden.

Vi skal udvikle de danske kystområder, men det skal naturligvis ske under hensyntagen til landskabet og naturen. De danske kyster skal ikke ligne Costa del Sol – men vi skal skabe rammer og muligheder for, at flere danskere og flere turister kan komme tæt på og få gavn af Danmarks natur. Derfor er det et godt og fornuftigt skridt, regeringen har taget i dag.