Økonomi og vækst

BoligJob-ordningen skal genindføres med tilbagevirkende kraft

Hvis Venstre efter et folketingsvalg står med regeringsmagten, skal BoligJob-ordningen genindføres med tilbagevirkende kraft. Det betyder, at danskerne kan se frem til at få fradrag for fx udskiftning af vinduer, rengøring eller børnepasning, der er købt efter den 1. januar 2015. 

- Over 500.000 danskere har benyttet sig af BoligJob-ordningen, som regeringen har afskaffet her ved årsskiftet. Det har været en bragende succes, der har givet flere private arbejdspladser, flere praktikpladser og gjort sort arbejde til hvidt. Derfor vil Venstre genindføre BoligJob-ordningen med tilbagevirkende kraft, hvis Venstre får regeringsmagten efter et valg, siger Lars Løkke Rasmussen, formand for Venstre. 

Opfordringen fra Lars Løkke Rasmussen er derfor, at danskerne ikke skal tøve med at kontakte den lokale håndværker eller købe deres rengøring ved et firma, selvom BoligJob-ordningen udløb ved udgangen af december sidste år. 

- Jeg og Venstre er helt klare i mælet her. Vi skal sikre vækst og beskæftigelse. Vi skal sikre, at der i fremtiden kan komme flere private arbejdspladser, og derfor vil danskerne kunne få fradrag for de samme ydelser udført i år, som de kunne, indtil regeringen skrottede BoligJob-ordningen ved årsskiftet – de skal blot huske at gemme kvitteringerne, siger Lars Løkke Rasmussen.